Lille Virgil

Carl Emil suttede på sin pegefinger. Han var helt rød i hovedet.
Vi skal jo først lære det, sagde han. Og sømmene er alt for store.
Drengene arbejdede et stykke tid.
En gang imellem hylede en af dem, fordi han havde hamret sig over fingrene.
Da klokken var otte, kom den store, sorte smed forbi.
HA, råbte han. Hvad laver sådan nogle elendige knægte oppe på bagerens hønsehus.
Vi bygger et tårn, sagde Carl Emil. Og et stort hus.
HA, HA, råbte smeden. I laver vel ikke andet end at hamre jer over fingrene.
Der er ingen her, der hamrer sig over fingrene, sagde Oskar.
Ha, ja den er god, sagde smeden. Hvorfor er din tommeltot så rød, knægt?
Fordi jeg har dyppet den i ribssaft, sagde Oskar. Det gør alle rigtige tømrere, nemlig.
Ha, ha, grinede den store, sorte smed. God fornøjelse med jeres hus.
Og så gik han grinende hen ad vejen, mens han slog sig på maven.
Jeg synes, at han grinede ad os, sagde lille Virgil. Men han kan bare vente. Når tårnet her er færdigt, går vi hen og griner ad ham.
Da klokken var ni, klatrede drengene ned for at se, hvordan det, de havde lavet, så ud.
Jeg synes, det ser lidt skævt ud, sagde Carl Emil. Men det gør måske ikke noget.
Nej, sagde Oskar. Bare der er søm nok i.
Det ligner nu ikke helt den tegning, jeg lavede i går, sagde lille Virgil. Men vi kan jo altid lave tegningen lidt om, hvis den ikke passer.
Det er allerede højt at se på, sagde Carl Emil. Det er snart lige så højt som fru Madsens tårn henne ved skolen

lille Virgil.
Jeg hamrede mig på tommelfingeren, sagde Oskar. Det gør sørme ondt.
Det er det første bræt, du har hamret på, sagde lille Virgil. Hvis du bliver ved på den måde

du alle fingrene i stykker, inden huset bliver færdigt.
Jeg skal nok passe på, sagde Oskar og suttede på den ømme tommeltot.
AV, hylede Carl Emil. Min pegefinger. Av, av, av, av.
Øv, sagde lille Virgil. I er ikke ret gode til at bygge hus.

meget til i morgen. Jeg tager Carl Emil med.
Næste morgen, da klokken var seks, galede den etbenede hane ind i lille Virgils øre. Den så noget gnaven ud, fordi den skulle så tidligt op.
Lille Virgil stod ud af sin seng, tog en slurk sodavand og gik uden for hønsehuset. Oskar og Carl Emil var der allerede. De stod ved siden af brædderne og gabte.
Godmorgen, sagde lille Virgil. Først skal vi grave nogle huller.
Til hvad, sagde Oskar og gabte. Hvad skal vi bruge huller til, når vi skal bygge hus. Det har jeg aldrig hørt om, at rigtige tømrere gør.
Til at holde brædderne, sagde lille Virgil. Ellers vælter huset, når det blæser.
Sådan et stort hus kan ikke vælte, selv om det blæser, sagde Oskar, som ikke havde lyst til at grave huller. Du sagde jo selv, at det skulle være et stort hus, lille Virgil.
Nå, sagde lille Virgil. Så graver vi ingen huller.
Vi kan jo bygge huset oven på hønsehuset, sagde Carl Emil. Det ville være meget nemmere.
Sådan havde jeg nu ikke tænkt mig det, sagde lille Virgil. Men vi kan jo begynde med tårnet. Det kan sikkert godt bygges oven på hønsehuset.
Det, syntes de andre, var en god idé, og drengene begyndte at hamre brædder oven på hønsehuset.
Av, hylede Oskar. Av, min finger.
Hvad er der i vejen, sagde lille Virgil.
Jeg hamrede

Hans skib er lavet af pap og vil kun sejle, når jeg er med. Jeg kan komme med, fordi

Men det bedste af det hele er, at ingen mennesker behøver at arbejde. Blot man råber hurra, kommer de dejligste solstråler løbende ind i ens mund. Og de smager som jordbær og blommer og figner og marcipan og saftevand

mennesker græder nogen sinde i Jappien, og ingen keder sig eller er sure.
Hvordan kommer man til Jappien? spurgte lille Virgil.
Det er meget vanskeligt, sagde Kong Gulerod. Jeg kan ikke forklare hvordan.
Det var en skam, sagde lille Virgil. Jeg kunne godt tænke mig at smage de dér solstråler og køre i hestevogn og råbe hurra.
Hvad har du mere i kassen? spurgte Oskar.
Kong Gulerod tog en børste op.
Uden hår på.
Hvad kan man bruge den til? spurgte lille Virgil.
Den børster jeg hår med hver morgen, sagde den farende svend. Når jeg børster håret med den, kan jeg se alle mine venner for mig. Så snakker jeg lidt med dem, før jeg begynder at vandre ud ad landevejen. Alle mine venner er drenge, skal jeg sige jer.
Du ved meget, sagde lille Virgil. Bare du boede her i byen. Vi kunne få det sjovt så.
Jeg må desværre videre, sagde Kong Gulerod. Jeg skal ud og sejle med min ven, skipper Jon. Vi skal sejle over havet og hilse på alle de fisk, der findes. Vi skal snakke med hvalerne. De er så flinke, hvalerne. De trækker vores skib. Og flyvefiskene kommer flyvende og råber PLIM.
Råber de PLIM? sagde Carl Emil.
Det råber de, ja. De flyver rundt omkring os, og deres vinger har alle farver – som blomster. Vi møder også kuffertfiskene, der svømmer baglæns, når de er i godt humør. Og hornfiskene, som kan spille på fløjte, når det blæser. Vi skal sejle over bølger så høje som bjerge og kure ned ad den anden side.
Nøøøj, sagde lille Virgil. Må jeg komme med?
Det kan du vist ikke, sagde Kong Gulerod. Skipper Jon vil kun have mig med ud at sejle. Skipper Jon er lidt

er født under en heldig stjerne.
Hvad er en heldig stjerne? spurgte lille Virgil.
En heldig stjerne er en af de røde, der hænger i en snor. Man kan se dem om vinteren, hvis man ryger cigar.
Sikken en masse du siger, sagde lille Virgil. Jeg har aldrig hørt om nogen, der var så god til at sige mange ting, som dig, gulerod.
Det er derfor, jeg får så mange venner, sagde Kong Gulerod. Men nu skal I få lov til at se noget, som jeg ellers kun viser mine allerbedste venner.
Han stak hånden ned i den gamle barnevogn og tog noget op.
Hvad er det? spurgte drengene.
En tullinup, sagde den farende svend.
Hvad kan den? spurgte Carl Emil.
Nu skal du se, sagde den farende svend.
Det, han havde taget op af barnevognen, var et lille skrin med muslinger på låget.
Han åbnede låget, og holdt skrinet frem, så drengene kunne kikke ned i det.
Guld, sagde lille Virgil.
En guld-tullinup, sagde Kong Gulerod. Til at hænge på maven ligesom en medalje. Jeg fik den engang af kongen for at løbe baglæns i snevejr.
Nøøøj, sagde lille Virgil. Kan man få sådan en tullinup for dét?
Ja, sagde den farende svend. Hvis kongen er i godt humør. Nå, drenge. Jeg må videre. Det var hyggeligt at træffe jer. Kan vi ikke komme med? spurgte lille Virgil. Til Jappien.
Nej, dér må I selv se at finde hen, sagde Kong Gulerod. Dér kan jeg ikke tage jer med til.
Da landevejens farende svend trillede ud ad landevejen, stod drengene ved købmandens hus og så efter ham.
Hvem var den mand, sagde købmanden. Jeg syntes, han havde en krage på skulderen.
Det var ikke nogen krage

Gulerod.
Er det rigtigt, at du æder kilometerne? spurgte lille Virgil.
Masser, sagde landevejens farende svend og grinede.
Drengene kunne se, at han kun havde to tænder i munden. Jeg æder masser af kilometer hver dag.
Bare det var mig, sagde lille Virgil. Hvad har du i kassen?
Biksen, baksen, sagde Kong Gulerod. Mange ting. Flasker, medaljer, blomster, en kaffekande, syv øre, en børste uden hår og en meget sjælden fugl.
Må vi se, sagde drengene.
Landevejens farende svend åbnede sin gamle barnevogn, og ud fløj der en stor, grå fugl. Den satte sig på hans grønne frakke.
Nøøøj, sagde drengene.
Det er en himstergims-fugl, sagde Kong Gulerod. Den kan tale.
Den ligner mere en krage, sagde Oskar.
Ved du da ikke, at krager er røde og på størrelse med en toøre, sagde Kong Gulerod. Du, som går i skole hver dag.
Må vi høre den sige noget, sagde lille Virgil.
Den farende svend skubbede til himstergimsfuglen.
VÆÆÆÆH, skreg fuglen.
Hvad er det for et sprog? spurgte Carl Emil.
Jappisk, sagde Kong Gulerod. Alle rigtige himstergimsfugle kommer fra Jappien. Det land må I da have hørt om.
Aldrig, sagde Oskar. Jeg har heller aldrig læst om det.
Oh, sagde Kong Gulerod. Det er et dejligt land. Der vokser blomster så store som træer. Og alle mennesker bor i tomme tønder. Det regner kun om natten, og næsten alle dyr går med bukser på. Ja, det er et dejligt land.
Har du været der? spurgte Carl Emil.
Om jeg har, sagde Kong Gulerod. Jeg har været der mange gange. Jeg er i Jappien næsten hver nat. Det er det dejligste land, man kan tænke sig. Det er varmt dér, både sommer og vinter. Mest om vinteren. Man spiser kun solstråler dér. Og hele dagen kører folk rundt i små hestevogne og råber hurra. Nøøj, sagde drengene.

Det må være skægt, sagde lille Virgil.
Ti stille, sagde læreren.
Da det blev frikvarter, sagde lille Virgil til Carl Emil:
Det var en skæg fyr, ham landevejens svend. Ham kunne jeg godt tænke mig at snakke med.
De er farlige, sagde Carl Emil. Min mor siger, at børn ikke må snakke med den slags mænd.
Han så nu skæg ud, sagde lille Virgil. Han sagde sådan noget sjovt noget til læreren.
Han har nok ikke set en lærer stå oppe i vindueskarmen før,