Lille Virgil

Carl Emil suttede på sin pegefinger. Han var helt rød i hovedet.
Vi skal jo først lære det, sagde han. Og sømmene er alt for store.
Drengene arbejdede et stykke tid.
En gang imellem hylede en af dem, fordi han havde hamret sig over fingrene.
Da klokken var otte, kom den store, sorte smed forbi.
HA, råbte han. Hvad laver sådan nogle elendige knægte oppe på bagerens hønsehus.
Vi bygger et tårn, sagde Carl Emil. Og et stort hus.
HA, HA, råbte smeden. I laver vel ikke andet end at hamre jer over fingrene.
Der er ingen her, der hamrer sig over fingrene, sagde Oskar.
Ha, ja den er god, sagde smeden. Hvorfor er din tommeltot så rød, knægt?
Fordi jeg har dyppet den i ribssaft, sagde Oskar. Det gør alle rigtige tømrere, nemlig.
Ha, ha, grinede den store, sorte smed. God fornøjelse med jeres hus.
Og så gik han grinende hen ad vejen, mens han slog sig på maven.
Jeg synes, at han grinede ad os, sagde lille Virgil. Men han kan bare vente. Når tårnet her er færdigt, går vi hen og griner ad ham.
Da klokken var ni, klatrede drengene ned for at se, hvordan det, de havde lavet, så ud.
Jeg synes, det ser lidt skævt ud, sagde Carl Emil. Men det gør måske ikke noget.
Nej, sagde Oskar. Bare der er søm nok i.
Det ligner nu ikke helt den tegning, jeg lavede i går, sagde lille Virgil. Men vi kan jo altid lave tegningen lidt om, hvis den ikke passer.
Det er allerede højt at se på, sagde Carl Emil. Det er snart lige så højt som fru Madsens tårn henne ved skolen

lille Virgil.
Jeg hamrede mig på tommelfingeren, sagde Oskar. Det gør sørme ondt.
Det er det første bræt, du har hamret på, sagde lille Virgil. Hvis du bliver ved på den måde

du alle fingrene i stykker, inden huset bliver færdigt.
Jeg skal nok passe på, sagde Oskar og suttede på den ømme tommeltot.
AV, hylede Carl Emil. Min pegefinger. Av, av, av, av.
Øv, sagde lille Virgil. I er ikke ret gode til at bygge hus.