Sult

Hans ro kedede mig; j

dum af glæde, og gentog: Talentfuldt lavet, altså et lille mesterværk, en genistreg. Og ti kroner!

Der farer en strøm af lys gennem mit bryst, og jeg hører, at jeg giver et lille råb fra mig, en meningsløs lyd af glæde: Brevet var fra redaktøren, min føljeton var blevet antaget, var gået direkte til sætteriet med det samme! „Nogle små forandringer ... rettet et par skrivefejl ... talentfuldt lavet ... trykkes i morgen ... ti kroner.“
Jeg lo og græd, brød ud i løb og rendte hen ad gaden, stoppede op og slog mig på knæet, bandede og svovlede hen i vejret ad ingenting. Og tiden gik.

forbud mod at sætte min fod i værelset igen, hvis jeg skulle få lyst til at søge tilbage!
Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af værelset igen, bærer skoene i den ene hånd, brevet i den anden og tæppet under armen. Jeg retter mig op og bider tænderne sammen over de knirkende trin, kommer lykkeligt og helskindet ned ad alle disse trapper og står igen nede i porthvælvingen.

Alting var som jeg havde efterladt det, gardinerne var trukket fra vinduerne, og sengen stod tom. Henne på bordet skelnede jeg et stykke papir, det var måske min billet til værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe, siden jeg gik min vej. Jeg famlede med hånden hen over det hvide felt og mærkede til min overraskelse, at det var et brev. Et brev?

Behold den, behold den! svarede jeg; den er Dem vel undt! Det er bare et par småting, en bagatel – sådan nogenlunde alt, hvad jeg ejer på denne jord. – Og jeg blev rørt over mine egne ord, de lød så trøstesløse i den skumrende aften, og jeg brast i gråd ...

Jeg trak mig tilbage. Så siger jeg undskyld! sagde jeg; det var bare en lille klemme, jeg var kommet i.

vandet jeg havde drukket, gjorde mig yderst dårligt tilpas, og jeg gik og kastede lidt op her og der i gaden.

Min ro var vendt tilbage, og mit hoved var klart. Damens ord om, at hun intet have at give mig i dag, havde virket som en spand koldt vand i hovedet på mig. Så vidt var det altså kommet, at hvem som helst i tankerne kunne pege på mig og sige til sig selv: Der går en tigger, en af dem, der får sin føde rakt ud gennem entrédøren hos folk!

Der begyndte at dukke rådne pletter op i mit indre, sorte svampe, der bredte sig mere og mere.