Kafka på stranden

ikke er overskredet og hælder den over nogle cornflakes. Jeg sætter vand over

. I en verden, hvor tiden findes, kan tingene aldrig mere blive, som de var. Skyggernes fangarme rykker længere og længere frem og fortærer stadig me

Hør nu her, Hoshino. Alt er i uophørlig bevægelse. Jorden, tiden, begreberne, kærligheden, livet og troen, såvel som retfærdigheden og ond­skaben, det hele er flydende og i konstant udvikling. Intet forbliver samme sted i samme form i al evighed. Universet er ikke andet end en gigantisk udgave af kurerfirmaet Den Sorte Kat.”

Du er nødt til at trænge igennem den frygtelige sandstorm, den metafysiske og symbolske sandstorm. Og lige meget hvor metafysisk og symbolsk den er, vil den skære gennem marv og ben som tusinde barberblade. Folk vil bløde derinde, og det vil du også. Varmt, rødt blod. Du vil gribe blodet i dine hænder, både dit eget og de andres.
Når først sandstormen er ovre, vil du ikke kunne forstå, hvordan du klarede dig igennem, hvordan du overlevede den. Du vil endda være i tvivl, om stormen virkelig er overstået. Men én ting er sikker. Når du træder ud af stormen, vil du ikke være den samme, som da du trådte ind i den, for det er jo det, stormen handler om.

På rejse har man brug for en rejsefælle, og i livet en at dele det med

sammenknebne øjne. Fuglene hopper fra gren til gren. Han folder hænderne bag nakken.
“Jeg ved godt, hvordan du har det,” siger han. “Men det er noget, du selv må tænke over og finde ud af; det er der ingen, der kan gøre for dig. Sådan er det at elske, Kafka Tamura. Det er dig, der bliver åndeløs, fordi det er så fantastisk, men det er også dig, der må ned i det dybeste mørke, helt alene. Det er noget, du selv må igennem, både med krop og sjæl.

“Er det, fordi du ikke ved, om de stærke følelser, du nærer, er gengældt?” spørger Oshima.
Jeg nikker. “Ja, det gør ondt bare at tænke på det.”
Oshima sidder længe tavs og ser ud mod skoven med

cellokoncert med Pierre Fournier,” fortalte ejeren, da han kom med kaffen.
“Det lyder så naturligt,” udbrød Hoshino.
“Det har du ret i,” sagde ejeren. “Pierre Fournier er en af mine foretrukne musikere. Hans spil er som den fineste vin med en aroma og krop, der varmer ens blod og lindrer og opløfter ens sjæl. Jeg viser ham respekt ved at kalde ham for Fournier-sensei. Jeg kender ham jo ikke personligt, men alligevel har han været en slags mentor for mig her i livet.”
Hoshino lyttede til Fourniers flydende og forfinede cellomusik

“Det er Beethovens Ærkehertugtrio.”
“Ærtehertugtrio?”
“Nej, Ærkehertugtrio. Beethoven komponerede den til ærkehertug Rudolph af Østrig.

“Fordi alle, der er forelskede, søger deres anden halvdel. Derfor bliver de altid triste til mode, når de tænker på den anden, især når den anden ikke er der. Det svarer lidt til at komme ind i et værelse fyldt med minder, hvor man ikke har været meget længe. Det er ganske naturligt. Det er ikke en følelse, du har opfundet, så prøv ikke at tage patent på den.”