På sin femtenårs fødselsdag stikker Kafka Tamura af hjemmefra. Blandt de få ting, han tager med, er et fotografi af ham selv og hans storesøster fra dengang, han var tre år, og hun var ni. De sidder på en strand og ler lykkeligt. Men Kafka kan slet ikke huske, at han har været lykkelig. Han har hverken set sin mor eller sin søster siden dengang, og hans far, som han nu flygter fra, har plantet en sælsom spådom hos ham. Han stiger på natbussen i Tokyo og påbegynder sin rejse mod øen Shikoku, som han føler sig draget imod, og hvor ingen vil finde på at lede efter ham.