Pelle Erobreren

Arken lå og frøs under nordenvinden, afklædt for alle sine livsytringer. Larmen der sommeren igennem kogte ovenud af det snævre gårddyb var forstummet. Det ustanselige dryp fra hundrede vasketude, der forvandlede gården til en smal brønd med grønne slimede vægge, var også indstillet. Frosten havde drejet

Pelle vidste ikke selv, hvilke ord han råbte ud, han følte blot at noget talte igennem ham – det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys, profetisk klang over hans stemme som rev med, hans blik flammede. For deres øjne løftede en skikkelse sig ud af den knugende vinter og ragede frem i lyset, en skikkelse der var dem selv – og dog en ung gud. Han steg nyfødt frem af selve elendigheden, slog den tunge skæbnetro til side og gav en ny tro i stedet – den lyse tro på egen kraft! De råbte op til ham, først enkelte stemmer, så alle. Han samlede deres råb i et mægtigt leve for den ny tid. – –

Hver dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum protest. Når formændene kaldte arbejdere frem, stod de i tavse klynger, truende som et mørkt fjæld. Nu og da råbte de en forbandelse ind over dem der havde svigtet. Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de nødlidende en hjælpende hånd, og de havde slået til den – nu måtte de selv tage følgerne. Entreprenøren havde fået lov til at stanse arbejdet helt, men holdt det gående med en snes skruebrækkere for at drille arbejderne.

derfor smed vi vort redskab med nøden i øjnene – aldrig er det set før! Vi skal vende tilværelsen og gøre den god for fattigmand til alle tider. I som så tidt har vovet liv og velfærd for en tokrone – nu holder I hele fremtiden i jeres hånd. Hold ud nu, siger jeg jer, rolig og støt! – og I vil aldrig blive glemt, så længe der findes arbejdere på Jorden! Denne vinter vil blive den sidste, blot vi holder ud, bagved ligger landet vi har vandret efter. – Kammerater! ved os skal det dages.“