Fjodor Dostojevskij

Jeg har ikke noget mod at folk lyver! Jeg kan godt lide at folk lyver! Løgnen er menneskets eneste privilegium i forhold til de laverestående skabninger. Lyv – og du skal finde sandheden! Jeg lyver, ergo er jeg et menneske. Ikke en eneste sandhed er blevet fundet uden at der forud er blevet løjet sytten eller måske hundrede og sytten gange, og det er i sig selv ærefuldt nok; men vi forstår os ikke engang på at lyve ordentligt, i overensstemmelse med vores egen karakter og overbevisning! Lyv for mig, men lyv i overensstemmelse med din overbevisning, og jeg er parat til at kysse dig. At lyve og stadig være sig selv er bedre end at slynge om sig med lånte sandheder; i det første tilfælde er du et menneske, i det andet kun en papegøje! Sandheden løber ingen vegne, men man kan ikke lukke helt af til livet med den; det er der mange eksempler på.

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!

Dog var hendes karakter sådan, at det langtfra altid lykkedes for hende at underkaste sig det, hendes fornuft sagde hende var det klogeste; Jelizaveta Prokofjevna var blevet mere og mere utålmodig og stridbar med årene, var endda blevet lidt excentrisk, men eftersom hun havde en mand, der var hende hengiven og meget velafrettet, fik hun som regel luft for alt det, der havde hobet sig op, og som hun ikke kunne få afløb for, over for ham, hvorved det harmoniske familieliv genoprettedes, og alting fortsatte så godt, som nogen kunne ønske.