Fjodor Dostojevskij

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!

Dog var hendes karakter sådan, at det langtfra altid lykkedes for hende at underkaste sig det, hendes fornuft sagde hende var det klogeste; Jelizaveta Prokofjevna var blevet mere og mere utålmodig og stridbar med årene, var endda blevet lidt excentrisk, men eftersom hun havde en mand, der var hende hengiven og meget velafrettet, fik hun som regel luft for alt det, der havde hobet sig op, og som hun ikke kunne få afløb for, over for ham, hvorved det harmoniske familieliv genoprettedes, og alting fortsatte så godt, som nogen kunne ønske.

»Hvad for noget?« sagde fyrsten. »Hvad er det, du siger? Jeg sagde det nærmest for sjov, men du opfattede det dybt alvorligt! Og hvorfor spurgte du mig, om jeg tror på Gud?«

»Ikke for noget, det gjorde jeg bare. Jeg har også tidligere tænkt på at spørge dig om det. Der er så mange i vore dage, der ikke tror på Gud. Passer det i øvrigt (du har jo boet i udlandet), som der var en fuld mand, der prøvede at bilde mig ind forleden, at der her i Rusland er flere, som er holdt op med at tro, end andre steder? ‘Det har vi lettere ved end dem,’ sagde han, ‘fordi vi er kommet så meget længere, end de er …’«