Fjodor Dostojevskij

Jeg har ikke noget mod at folk lyver! Jeg kan godt lide at folk lyver! Løgnen er menneskets eneste privilegium i forhold til de laverestående skabninger. Lyv – og du skal finde sandheden! Jeg lyver, ergo er jeg et menneske. Ikke en eneste sandhed er blevet fundet uden at der forud er blevet løjet sytten eller måske hundrede og sytten gange, og det er i sig selv ærefuldt nok; men vi forstår os ikke engang på at lyve ordentligt, i overensstemmelse med vores egen karakter og overbevisning! Lyv for mig, men lyv i overensstemmelse med din overbevisning, og jeg er parat til at kysse dig. At lyve og stadig være sig selv er bedre end at slynge om sig med lånte sandheder; i det første tilfælde er du et menneske, i det andet kun en papegøje! Sandheden løber ingen vegne, men man kan ikke lukke helt af til livet med den; det er der mange eksempler på.

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!

Dog var hendes karakter sådan, at det langtfra altid lykkedes for hende at underkaste sig det, hendes fornuft sagde hende var det klogeste; Jelizaveta Prokofjevna var blevet mere og mere utålmodig og stridbar med årene, var endda blevet lidt excentrisk, men eftersom hun havde en mand, der var hende hengiven og meget velafrettet, fik hun som regel luft for alt det, der havde hobet sig op, og som hun ikke kunne få afløb for, over for ham, hvorved det harmoniske familieliv genoprettedes, og alting fortsatte så godt, som nogen kunne ønske.

»Hvad for noget?« sagde fyrsten. »Hvad er det, du siger? Jeg sagde det nærmest for sjov, men du opfattede det dybt alvorligt! Og hvorfor spurgte du mig, om jeg tror på Gud?«

»Ikke for noget, det gjorde jeg bare. Jeg har også tidligere tænkt på at spørge dig om det. Der er så mange i vore dage, der ikke tror på Gud. Passer det i øvrigt (du har jo boet i udlandet), som der var en fuld mand, der prøvede at bilde mig ind forleden, at der her i Rusland er flere, som er holdt op med at tro, end andre steder? ‘Det har vi lettere ved end dem,’ sagde han, ‘fordi vi er kommet så meget længere, end de er …’«

Han var relativt høj og tynd, omkring toogtyve år. Hans ansigt afslørede hverken det ringeste spor af ironi eller af nogen form for tankevirksomhed; tværtimod udtrykte det ikke andet end en sløv, beruset følelse af at have retten på sin side og samtidig noget, der kun kunne udlægges som et mærkeligt, uophørligt behov for konstant at føle sig krænket. Han talte ophidset, hakkede og stammede og udtalte ikke ordene helt, så man skulle tro, at han enten havde en talefejl eller var udlænding, skønt han i øvrigt var renblodet russer.

Folk klager ustandseligt over, at vi savner praktiske begavelser; lokalpolitikere for eksempel har vi rigeligt af; generaler ligeledes; embedsmænd inden for den offentlige administration vrimler det formeligt med i vore dage – men praktiske begavelser savner vi. I alt fald beklager alle sig over, at vi ingen har.

Vores offentlige administration er så spækket med titler og embeder, at man kan blive helt svimmel af at tænke på, hvor mange ansatte der er; alle har haft et offentligt embede eller har et, og de, der ikke allerede har det, har tænkt sig at søge en stilling inden for det offentlige.

Min iagttagelse er imidlertid, at den russiske liberalisme ikke er et angreb på den eksisterende samfundsorden, men et angreb på selve kernen i alting, på alting selv, og altså ikke på samfundsordenen eller for den sags skyld på den russiske samfundsorden, men på Rusland selv. Den liberale, jeg bruger som eksempel, er gået så vidt, at han fornægter selve Rusland, altså med andre ord hader og bekæmper sit fædreland. Ethvert eksempel på ulykkelige omstændigheder eller uheld i Rusland vækker latter, ja, næsten begejstring hos ham. Han hader de folkelige traditioner, Ruslands historie, alt.

Lad os ikke glemme, at motiverne til menneskers handlinger som regel er uendeligt meget mere komplicerede og mangfoldige, end vi bagefter opfatter dem som, og kun sjældent kan skitseres helt præcist.

Og skønt den ældre rangsperson ville have taget det med sindsro, hvis han erfarede, at de værste ulykker var tilstødt ægteparret Jepantjin, var han blevet frygtelig fornærmet, hvis de havde undladt at tage ham med på råd, når en af døtrene skulle giftes, og så at sige havde gjort det uden hans velsignelse.