Minder fra dødens hus

I 1849 blev Dostojevskij dømt til døden for formodet deltagelse i en konspiration mod zaren. Dødsdommen blev ændret til ti års tvangsarbejde i Sibirien, hvor han tilbragte de første fire år med lænker om benene i en straffelejr blandt samfundets værste forbrydere og efterfølgende aftjente seks år som soldat. Fængselsstraffen præger hans forfatterskab, og i Minder fra dødens hus (1860–62) skildrer han livet i tugthuset gennem romanens fortæller, Aleksander Petróvitsj, der er dømt til ti års strafarbejde for mordet på sin hustru. Hans liv i straffelejren bliver særlig hårdt, da han tilhører den lille skare af adelige, der er ugleset af de øvrige fanger fra de lavere klasser, især bondestanden.
Bogen skifter elegant mellem forskellige genrer — fiktion, dokumentarisme, filosofiske overvejelser, biografi. Beskrivelsen af de elendige forhold i lejren, brutaliteten i afstraffelserne, den knusende ensomhed og sammenstuvningen af fangerne, er præget af en klinisk objektivitet — helt anderledes end i Dostojevskijs senere romaner med højspændt drama og intriger. Nogle af fangernes historier genfortælles i deres egen stil og med deres egne ord uden forfatterens indblanding (Dostojevskij noterede flittigt i en lille notesbog under fængslingen).
Tolstoj betragtede bogen som et af de mest originale værker i russisk litteratur, og Turgenev kaldte badescenen for “simpelthen Dantesk”. Romanen blev iscenesat som opera af den tjekkiske komponist Leoš Janáček i 1927.
«Denne forbløffende bog var en sensation i samtiden og blev kilden til Dostojevskijs modne fiktion … 150 år senere har romanen bevaret sin kvalitet som litterært eksperiment, der er i stand til at chokere og bevæge sine læsere.» — Robert Byrd, Fyodor Dostoevsky
«Dostojevskijs bemestring af skaz-formen og den lavmælte, lakoniske, apatiske tone i hans fortælling — så modsat den normale nervøse rytme i hans prosa, især i hans monologer — kan næppe beundres nok; det viser, at hvis han havde valgt det, kunne han have været en helt anden type af forfatter.» — Joseph Frank, The Stir of Liberation, 1860–1865
"… kunstnerisk et af hans ypperste værker, et genialt affattet dokument til medleven i hans oplevelser og erfaringer i tugthuset … en sjæleskildring af en aldrig før eller siden oplevet intimitet." — Ejnar Thomassen