Isheksen 1: En lang, kold vinter

på tagets skiferplader lå Tatiana Mikhailovna Morozova på maven. Hun forsøgte at forhindre kulden i at få hendes muskler til at stivne, for hun var nødt til at holde sig smidig til det, der snart skulle ske – hvis der overhovedet ville ske noget. De seneste nætter havde ikke båret frugt, men hun kunne ikke sænke paraderne nu. Hun lyttede til Prags natteliv omkring sig – fra den fjerne fuldemandssnøvlen til de tynde sålers knasen mod sneen og den voldsomme kulde, der knitrede i hendes følelsesløse ører – og forsøgte at granske det for spor efter hendes mål.
Men ingen af gadens lyde var usædvanlige; ikke en eneste person virkede malplaceret. Hele hendes operation, der havde været så grundigt udtænkt, havde været forgæves.
Tanya tog kikkerten op fra tagafsatsen – KOMZ, tykt metal og misundelsesværdig linse; standard KGB-udstyr – og betragtede endnu en gang Staré Město-pladsen. En enlig mand krydsede pladsen og jog en tåget hvirvelvind op bag sig, men hans sammenbidte ansigt lignede ikke deres måls. Hun vendte blikket tværs over pladsen, der lå indhyllet i nat, mod den nordvestlige indgang og en gadelampe, som en kvinde lænede sig op ad. Tanya kunne ikke høre den uendelige klikken fra lighteren, der blev svirpet op og lukket i med et smæld, men hun kunne forestille sig den; hun kendte den lyd alt for godt. Nadezhda kedede sig lige så meget, som hun selv gjorde – måske endda mere, nu det var Nadia. Hvis deres mål ikke snart dukkede op, havde det været endnu en indholdsløs nat. Endnu et tabt slag.
Med voksende desperation tjekkede Tanya endnu en gang hver enkelt af pladsens udgange. Deres kilder havde antydet, at deres modstandere arbejdede efter en ny, avanceret rekognosceringsmetode, og dette var præcis den slags nat, hvor de ville slippe den løs. Alle deres analyser tyde