Idioten

Dog var hendes karakter sådan, at det langtfra altid lykkedes for hende at underkaste sig det, hendes fornuft sagde hende var det klogeste; Jelizaveta Prokofjevna var blevet mere og mere utålmodig og stridbar med årene, var endda blevet lidt excentrisk, men eftersom hun havde en mand, der var hende hengiven og meget velafrettet, fik hun som regel luft for alt det, der havde hobet sig op, og som hun ikke kunne få afløb for, over for ham, hvorved det harmoniske familieliv genoprettedes, og alting fortsatte så godt, som nogen kunne ønske.

Generalen havde aldrig fortrudt dette tidlige ægteskab, havde aldrig forsøgt at fremstille det som et udslag af ungdommelig overilethed, og han følte den største respekt for sin hustru og nærede til tider endda en sådan frygt for hende, at det grænsede til oprigtig kærlighed!

vejret. Han havde talt skrækkelig hurtigt. Han var blevet bleg og forpustet. Alle så på hinanden og vekslede blikke; men til sidst lo oldingen. Fyrst N. førte sin lorgnet op til det ene øje og så længe og undersøgende på fyrsten. Den tyske rimsmed kravlede frem af sin krog og nærmede sig hovedbordet med et indsmigrende og ildevarslende smil.
»De o-overdriver nu altså i den gra-ad,« snøvlede Ivan Petrovitj, der tydeligvis var begyndt at kede sig, og samtidig næsten som om han skammede sig over et eller andet. »Også den kirkeretning rummer repræsentanter, der er dy-ydige og fortjener al mulig respe-ekt …«
»Nu har jeg på intet tidspunkt udtalt mig om de individuelle repræsentanter for de forskellige kirkelige retninger. Jeg har kun talt om katolicismen som retning, jeg har kun talt om Rom. En kirke kan vel ikke uddø helt og holdent? Og det har jeg da heller aldrig hævdet!«
»Det er jeg enig med Dem i, men det ved alle og enhver, og desuden er det vel overflødigt at tale om det … det er jo blot teologiske detaljer …«
»Nej, nej; nej, det er det ikke! Det er ikke kun et teologisk spørgsmål, det kan jeg forsikre Dem for, at det ikke er! Det er netop det, der er fejlen – at vi endnu ikke har forstået, at dette langtfra kun er et teologisk spørgsmål! Også socialismen er jo affødt af katolicismen og dens essens! Også den er, ligesom sin bror ateismen, et udslag af desperation og af behovet for at finde en moralsk modpol til katolicismen, et forsøg på at finde en erstatning for religionens tabte moralske autoritet, et forsøg på at tilfredsstille en åndeligt hungrende menneskeheds behov og redde den, ganske vist ikke gennem Kristus, men på samme måde gennem vold! Også den ideologi stræber efter at opnå frihed gennem vold, også den ønsker at opnå en forening med sværd og blod! ‘Vov ikke at tro på Gud, vov ikke at eje noget, vov ikke at have personlighed, fraternité ou la mort*, to millioner afhuggede hoveder