To år, otte måneder og otteogtyve nætter

Han tænkte sig hypotetisk, at der eksisterede flere end to køn, at hvert enkelt menneske faktisk var sit eget enestående køn, og at der derfor måske var brug for nye personlige pronominer, bedre ord end han og hun. Det var naturligvis fuldstændig upassende. Midt i denne uendelighed af køn var der kun nogle ganske få køn, som man kunne have samkvem med, og som ønskede at have samkvem med én, og nogle af disse køn var man kortvarigt kompatibel med, eller kompatibel med i et rimeligt tidsrum, inden afstødelsesprocessen begyndte, ligesom det sker med transplanterede hjerter og levere. I meget sjældne tilfælde fandt man det andet køn, som man var kompatibel med på livstid, permanent kompatibel, som om de to køn var ét og det samme, hvilket de måske i henhold til hans nye definition netop var. Én gang i sit liv havde han fundet det perfekte køn, og sandsynligheden for, at han ville gøre det igen, var prohibitivt lille, ikke at han ledte, ikke at han nogen sinde ville gøre det. M

men Geronimo Manezes rejste til Kyoto i Japan og sad ved den store havekunstner Ryonosuke Shimuras fødder og lærte af ham, at haven var det ydre udtryk for en indre sandhed, stedet, hvor vor barndoms drømme stødte sammen med vore kulturers arketyper og skabte skønhed.

hr. Geronimo tog ødelæggelserne i øjesyn, følte han, at han var til stede ved sin fantasis død, at han stod på det gerningssted, hvor den var blevet myrdet af det tykke, sorte mudder og fortidens uforgængelige lort. Det er muligt, at han græd. Og dér på de førhen bølgende plæner, der nu var skjult under den opsvulmede Hudsonflods sorte mudder, mens han, idet han græd en lille smule, stod og så ud over ruinerne af mere end et årti af sit bedste anlægsarbejde – stenspiralerne, der var et ekko af den keltiske jernalder, Den Forsænkede Have, der stillede sin kusine i Florida i skyggen, analemma-soluret, der var en kopi af det ved Greenwich-meridianen, rododendronskoven, den minoiske labyrint med den tykke stenminotaurus inde i midten og de hemmelige hækskjulte kroge, alt sammen gået tabt og ødelagt under historiens sorte mudder, som trærødderne ragede op af som druknende mænds arme – dér var det, at hr. Geronimo forstod, at hans fødder havde udviklet et væsentligt nyt problem. Han trådte ud på mudderet, men hans støvler hverken svuppede eller hang i. Han tog to-tre forvirrede skridt hen over sortheden og så sig tilbage og konstaterede, at han ikke havde efterladt sig nogen fodspor.
„Hvad satan?“ råbte han bestyrtet. Hvad var det for en verden, uvejret havde slynget ham ud i?