Kristan Higgins

Var det sandt nu? Ville det gå for dem?
„Hallo? Gerald? Er du hjemme, min søn?“
Hendes svigerfar, der var berømt for at komme forbi uan­meldt.
„Hej, Robert,“ råbte hun. „Jeg kommer ned om et øjeblik.“
Hun gik ud på badeværelset og pudsede næse, sprøjtede lidt vand i ansigtet og gik så nedenunder. „Hej. Hvordan har du det, Robert?“
„Elsbeth! Hvor er det vidunderligt at se dig!“ Han var pænt klædt på som altid – hørbukser, en sprød hvid skjorte, en vest. Han åbnede sine arme for at få et kram, og hun gav ham et. Robert var alt det, hendes egen far ikke var – godhjertet, belæst, eftertænksom og omgængelig. Kun Gerald havde det lidt anstrengt, hvad hans far angik.
„Skal jeg lave noget at spise til dig?“ spurgte hun.
„Jeg kommer lige fra Ice House,“ sagde han, „hvor jeg fik mit livs største salat, Ellie! Der var hårdkogte æg i, og bacon og ost, og det var vidunderligt. Men jeg kunne godt bruge noget koldt at drikke, hvis det ikke er til for meget besvær.“
„Slet ikke til besvær,“ sagde hun. Hun åbnede køleskabet og kiggede på sit ur. Halv fem. „Vil du have en gin og tonic?“
„Åh! Hvor er det lækkert at blive forkælet! Ja, tak. Jeg føler mig som en fræk skoledreng, der får en cocktail med en smuk dame, og så endda før fem.“ Hun smilede og skænkede en ordentlig sjat gin til dem begge, tilføjede is og hældte tonic oveni.
„Jeg kan desværre ikke finde nogen limefrugter.“
„I så fald må vi kæmpe videre uden dem. Tak, min kære. Er min søn i nærheden?“