Astrid Heise-Fjeldgren

Jeg prøver at bevæge mig lidt rundt på værelset, men mine ankler føles underligt ustabile. Jeg må virke så sexet som en halt hest.

Jeg har lyst til at kysse hende i al evighed. Sådan her burde vi blive stående for altid. Om hundrede år finder de os i ruinerne, to elskende som døde i et kys.

Da mor kommer tilbage, samler hun og David os omkring bryllupskagen i to etager og tvinger os til at se på, mens de mader hinanden. Så bliver de atter helt rørte over flere groteske og tårevædede glædesudbrud, mens jeg bare står og overvejer, hvordan jeg skal få en af tjenerne med ud bagved. En af dem må jo for fanden have en joint på sig. Men lige nu ville en skefuld arsenik også kunne gøre det.