I love Dick

Lige meget hvor man tager hen, har nogen været der før.

Når man er gammel, dør essentialismen. Man er sine omstændigheder.

I tre uger var jeg brudt ud i tårer så tit, at det blev et fænomenologisk spørgsmål: Ved hvilket punkt bør vi i stedet for at sige „grædende“ snarere beskrive de „ikkegrædende“ øjeblikke som skilletegn i en konstant tilstand af tårer?

Jeg fandt sammen med Sylvère, fordi jeg så, hvordan jeg kunne hjælpe ham med at få styr på sit liv. Jeg er tiltrukket af dig, fordi jeg ser, hvordan du kan hjælpe mig med at splitte mit liv ad …

Uanset hvor mange film hun lavede eller bøger hun redigerede, ville hun altid bare blive opfattet som ingen af alle, der var nogen

om jeg kan fortælle ham, hvordan man kan leve af at være kunstner? Øh, nej.

Når man lever så intenst inde i sit eget hoved, er der ingen forskel på, hvad man går og forestiller sig, og hvad der rent faktisk finder sted. Og derfor er man både almægtig og magtesløs.

, hans umådelige intellekt strækker sig ud over postmodernismens retorik og gloser og røber en fundamental ensomhed, som kun hun og han kan have tilfælles.

tidspunkt var hun ved at grundlægge et neosocialistisk parti i Tyskland). Og alle Félix’ gæster – de kulturvigtige pluskæbede mænd og deres pariserpatologisk velplejede, stumme yngre hustruer – sad bare og gloede. Til sidst svarede kommunistfilosoffen Negri allernådigst: „Christa Wolf er ikke intellektuel.“ Pludselig blev jeg bevidst om middagen: en blødende steg, tilberedt samme eftermiddag af la bonne femme, flydende rundt inde midt på bordet.

Hvis kvinder ikke har formået at lave „universel“ kunst, fordi vi er fanget i det „personlige“, hvorfor så ikke universalisere det „personlige“ og gøre det til genstand for vores kunst?