Amazonernes ring

Og nu viser det sig jo, at du rent faktisk havde brug for mig … og alligevel sidder jeg her og har svært ved at forstå, hvad der var så pokkers vigtigt ved de præstinder i templet.

„Ja,“ sagde Nick og rynkede panden, „jeg er ked af, at jeg tvang dig ned i den labyrint helt alene.

Hans pludselige interesse for et emne, der indtil for nylig tilsyneladende ikke interesserede ret mange andre end mig selv, var for stor en fristelse.

„Jeg kan ikke huske, at de var med der.“
„Sandt nok.

jægerens blodige mærke tegnet i panden

Selvom jeg ikke var i humør til at snakke muntert, vidste jeg, at hun havde ret. „Lad mig lige forklare det,“ sagde jeg til Nick og James, „eftersom det er mig, der har en universitetsgrad i amazonemode. Det omtalte bælte er skuffende nok netop dét: et bredt bælte, der beskytter mellemgulvet. Det kan vel betegnes som bronzealderudgaven af et par skudsikre mormortrusser. En mand brugte sit bælte til at bære våben i – det kunne for eksempel være et sværd eller en daggert, mens en kvinde – det fortæller litteraturen i hvert fald – bar sit bælte som et symbol på beskyttelse og jomfruelighed. I amazonedronningens tilfælde betød det naturligvis begge dele. Ved at stjæle hendes bælte tog Herkules så at sige både hendes maskuline kraft og hendes feminine værdighed. Eller sagt på en mindre filosofisk måde: Han både voldtog hende og stjal hendes peberspray. Det kan man da kalde en helt.“

Telemakhos lænede sig bagud på sine hæle og forsøgte at se ned på mig. „Jeg stoler på myterne. De fortæller mig, at amazonerne har eksisteret, at de kom fra Nordafrika, og at deres dronning hed Myrina. Jeg tror på det hele. Gør du ikke det?“
Senere samme aften, efter at han havde taget os med tilbage til sit hus, kastede mr. Telemakhos sig ud i den mest fantastiske eventyrberetning om de oprindelige nordafrikanske amazoner. Godt hjulpet på vej af rigelige mængder retsina vævede han et farvestrålende tæppe af spændende historier, der tog os med fra Tritonis-søen over Mykene og videre til Troja … Det hele blev flettet sammen af obskure litterære stumper fra en bundløs lykkepose og en lokal folklore, der var overleveret fra mund til mund, og som ingen nogensinde havde gjort sig den ulejlighed at skrive ned.

Paris lænede sig bagud i stolen og virkede imponeret over hendes forlangende. „Nuvel,“ sagde han med et nik, „jeg vil have jeres historie. Hvor hører I hjemme? Kommer I fra et land af kvinder? I mit land er den store moders magt for længst aftaget, og mænd, stolte mænd, regerer over himmel og jord.“ Han rakte hænderne frem, som om han ville bede om hendes tilgivelse. „Kan du bebrejde mig min nysgerrighed?“