Undervisning er dannelse

Børn ser ikke verden ved bare at opholde sig i den. De har brug for at få verden vist, så den fremtræder i sin rette mening og sammenhæng. Hvad er vigtigt at lægge mærke til? Hvad kommer først, og hvad ligger under noget andet? Verden underviser ikke selv, den må vises eller rettere didaktiseres, så den kan læres.

Langt de fleste elever oplever skolen som et helt naturligt sted, hvor de opholder sig en rigtig stor del af deres barndoms- og ungdomsliv. Og som langt de fleste heldigvis også holder af. I skolen lærer de for livet, og de tilbringer tid med kammerater, venner og voksne, der vil noget vigtigt med dem. Men bag alt det ligger skolens paradoks: at undervisningen grundlæggende sker i distance til elevernes primære erfaringsverden.

I den offentlige undervisning skulle børn lære det, de ikke lærte i familien. For Aristoteles var det afgørende, at børn tilegnede sig stoffet for dets egen skyld – ikke udelukkende med henblik på at få et bestemt job eller et andet på forhånd defineret mål.