Tvekampen

Det var bedre end Afghanistan. I Afghanistan risikerede man, at banditterne skød på én fra baghold. Eller, hvis man blev taget til fange, at de skar én i småstykker. Langsomt. Somme tider lod de deres kvinder gøre det med deres primitive køkkenknive.

Det hændte også, at officererne beordrede én kastet foran tankenes larvekæder, hvis de pludselig fik den idé, at man pønsede på at desertere. Afghanistan betød under alle omstændigheder døden – en rædsom, pinefuld død.

Derfor betragtede sergent Yuri Gorov ikke sin tjeneste i Sibirien som nogen byrde, og det kunne aldrig falde ham ind at sætte spørgsmålstegn ved de mærkelige ordrer, han havde fået. De gik i al enhedhed ud på, at han under ingen omstændigheder måtte lade nogen forlade den lille landsby, som hans division havde omringet. Han skulle først bede dem pænt om at blive, om fornødent bønfalde dem om det, og hvis det ikke virkede, skulle han tilkalde en officer. Og hvis heller ikke det havde nogen virkning, skulle han skyde vedkommende og sikre sig, at den pågældende også virkelig døde. Men under ingen omstændigheder måtte nogen forlade landsbyen i live.

Ordren om at skyde nogen, der prøvede på at flygte, var ikke så mærkelig i sig selv. Langt mere forunderligt var det at forestille sig, at nogen ville prøve på at forlade landsbyen – især når man tog i betragtning, at ingen af dem, der boede der, var fanger.

Yuri og hans deling havde faktisk besøgt landsbyen én gang. Det var, da de blev beordret at grave en afløbsrende for beboerne. Af en sibirisk landsby at være var det en ganske vidunderlig by, og især ét af husene var aldeles vidunderligt pragtfuldt. Dette hus var to etager højt og kun beboet af en familie. Der var hele tre farvefjernsyn i huset, og køkkenet var fyldt op med de mest fantastiske amerikanske og japanske hjælpemidler, man kunne tænke sig. Der var tæpper fra Persien, lamper fra Tyskland, og alle kontakterne virkede, når blot man trykkede på dem én gang. Og så selve værelserne – de var hver især på størrelse med, hvad man andetsteds ville betragte som en hel lejlighed.

Der var kød i køleskabet, eksotiske frugter fra alle mulige lande og vin, whisky og cognac i et af skabene.

Og toiletter med bløde, polstrede sæder – og de virkede, hver gang man trak! Der var lofter uden revner. Ja, det var i det hele taget et rent vidunder af et hus. Og så sagde man endda, at alle de øvrige huse i byen var indrettet på næsten samme måde.

Da officererne opdagede, at folkene faldt i forundring over huset i stedet for bare at benytte toilettet, som de havde fået lov til, blev de selvfølgelig omgående beordret ud, og enhver adgang til husene forbudt fremover. Men de, der havde været der, havde alle set disse vidundere og havde fået et indtryk af, hvordan det måtte være i landsbyen.

Det var et himmerige på jorden – og deres ordrer lød på at skyde enhver, der prøvede på at flygte derfra!

En af reknutterne, der kom fra Moskva, sagde, at han troede, han vidste, hvad folkene i landsbyen bedrev. Hjemme i Moskva havde han et par gange truffet besøgende fra Vesten, der havde spurgt ham ud om de parapsykologiske eksperimenter, som de havde hørt, Sovjetunionen foretog.

– Hvad er parapsykologi? spurgte Yuri ham. Han havde aldrig hørt dette udtryk, og det var der heller ingen anden i deres barak, der havde.

– Det er noget, de er berømte for, hvis man ellers skal tro den amerikanske kvinde, jeg mødte.

– Sov du med hende? spurgte en af korporalerne.

– Tys! sagde de andre.

– Lad ham tale, beordrede Yuri Gorov.

– Hun fortalte mig, sagde rekrutten fra Moskva, – at vi angiveligt skulle have gennemført flere og mere vidtgående eksperimenter inden for parapsykologien end nogen anden nation i hele verden. Der findes bøger, der bliver trykt helt åbenlyst i Vesten, om vore resultater, og det hele skal angiveligt foregå et eller andet sted i Sibirien. Jeg tror, at landsbyen her er centret for det.

– Ja, men hvad er parapsykologi? spurgte Yuri.

– Det har noget at gøre med alt, hvad du kan forestille dig, at man kunne gøre med den menneskelige hjerne – læse folks tanker, hjernevask og alt det.

– Den tror jeg ikke på! erklærede Yuri. – Sådan noget ville vi aldrig finde på.