Forårets gåder

Han tøvede, for selv om Lillian åbenlyst var med barn, ville det være taktløst at hentyde til hendes tilstand. »De ser strålende ud,« sluttede han i stedet.
»Jeg er stor som et hus,« sagde Lillian ligeud og ødelagde hans forsøg på diplomati.

Hun drak desuden et helt glas vin i håbet om, at det ville aflede hende fra den endeløse kværnende tankestrøm.

stemme var hæs. » ... Jeg vidste, det var forkert. Jeg

Jeg burde kunne mærke det. Men jeg kan ikke mærke noget som helst – det er, som om jeg er blevet frosset levende ned. Jeg har lyst til at gemme mig et eller andet sted. Jeg har ikke lyst til at skulle bære det her. Jeg har ikke lyst til at være stærk

Jeg er aldeles ikke lav. Jeg er bare ... vertikalt udfordret

endes hoved i en anden retning. »

på de våde brosten!«

»Hvis han virkelig er en så svagelig oldsag, hvordan skulle han så kunne være til nogen hjælp for Lady Westcliff?« spurgte Simon Hunt roligt.

Jarlen skulede

Men nu vældede vreden op i brystet på hende med et tryk som fra en overophedet dampmaskine, og hun måtte kæmpe for ikke at eksplodere.

Så holdt hun hånden for øjnene, som om det på en eller anden måde ville kunne få hele situationen til at forsvinde.
»Sir?« spurgte hun forsigtigt. »Faldt ... faldt De ned i springvandet?«
»Nej,« lød hans sure svar. »De skubbede mig ned i springvandet.«

sammenhængende