Alis Danmarkshistorie

Dem skal vi hjælpe godt videre, og det kan kun gå for langsomt. Og vil man ikke som nydansker gå aktivt ind i den proces, må kufferten pakkes. Jeg mindes en kollega, der stemte langt til venstre, som engang sagde til mig: ”Ali, vi kan jo ikke forvente og kræve så meget af somalierne. De kommer fra et beduin-samfund. De kan ikke gøre for det.” Det er jeg så langtfra enig i. Danmark er frisindets og fællesskabets land. Vi er ikke et beduin-samfund, vi er ikke et totalitært sharia-land eller et skin-demokrati med et formørket præstestyre som øverste organ, og vi må aldrig blive det – heller ikke i små lommer her og der. Danmark skal forblive dejlige Danmark.

Jeg vil derfor ikke være med i det kor, der besynger et multikulturelt skønmaleri. Vi er nødt til at se alvoren i øjnene, og alvoren består i, at en gruppe ikke-vestlige borgere har lukreret på dansk gæstfrihed uden at give ret meget igen og uden at ville det danske kulturfællesskab. Og alvoren består i, at det socialfaglige system i alt for høj grad har givet dem plads til, at det kan være sådan

De, der ikke vil fællesskabet, og de, der holder fast i deres middelalderlige mentalitet og stadig kræver særhensyn – ja, de må hjertens gerne pakke deres ting og rejse til lande, hvor man priser dette livssyn

Ikke-vestlige borgere, som har været i Danmark i årtier, skal ses som en potentiel ressource, der kan bidrage til samfundet

Jeg er bange for, at man i Danmark kæmper så meget for minoriteterne, at vi ender med at få nogle meget stærke minoritetsgrupperinger, der truer fællesskabet Danmark

Hvis man begynder at tale om problemer med ligestilling, social kontrol og religiøse grupperinger blandt de ikke-vestlige borgere, så går der ikke fem minutter, før en venstrefløjspolitiker er på pletten med et forsvar for disse borgere og et surt opstød om, at man stigmatiserer og graver grøfter – og måske tilmed at man er racist

Jeg mener, venstrefløjen fejler og gør integrationen en bjørnetjeneste, når man siger, at folk må leve, som de har lyst til. Nej, når man bor i Danmark, må man værne om de værdier, der kendetegner vores land. Vi skal ikke acceptere tvangsægteskaber og patriarkalske familiemønstre, blot fordi det er comme il faut i arabiske lande. Vi skal ikke give carte blanche til kønsopdelte svømmehaller og til folk, der nægter at give hånd, fordi deres religion forbyder dem det

Nogle vil sikkert mene, det er hyklerisk at have den holdning, for jeg er selv flygtet hertil med min familie. Men tiderne har ændret sig siden 1980’erne. Presset er langt mere massivt nu, og vi står over for nogle migrationsbevægelser i navnlig Afrika, som vi slet ikke kendte til dengang. Det er også vigtigt at understrege, at min far ikke flygtede fra krig, men fordi han var politisk forfulgt. Han kunne ikke rejse tilbage til Iran, da krigen mod Irak sluttede. Min far kom desuden ikke til Danmark med en forventning om, at han skulle forsørges af den danske stat. Han havde blot brug for beskyttelse og var derudover indstillet på at klare sig selv og tjene sine egne penge og bidrage til samfundet. Det samme gjaldt min mor

Heldigvis ser vi også nu, at flere flygtninge og indvandrere rejser hjem igen. Det gør de, fordi de opdager, at de ikke længere kan få alle de goder, de tidligere fik, og så kan kufferten hurtigt blive pakket igen

Når man er flygtning, kan man ikke forvente at blive forsørget af den danske stat for evigt. Døren skal være åben for dem, der har brug for vores beskyttelse, og så kan man efterfølgende søge om at få lov til at blive her, men vi er nødt til at understrege, at Danmark ikke er et kæmpe tag selv-bord