Saabyes Cirkus

det slår mig nu at disse ord, denne i nogles ører måske forglemmelige samtale, mellem eleven og læreren, mellem mig og lektor Hals, er i præsens, for i min erindring taler replikkerne endnu, de taler nærmest for sig selv, sproget holder ud, mens de handlinger der omgiver disse ord, er obskure, hensat i fortid, fordrejet dér og stillet i et andet lys, og de ufærdige ansigter i klasseværelset glider bort og lader sig ikke bestemme, lader sig ikke fæste til papiret, ligesom dette fald fra scenen i Paris, foran en fuld sal tilmed, og det er det spinkle håb jeg til at begynde med forsøger at holde mig fast i, vil blive glemt af jer der desværre er vidne til det.

Jeg kunne rejse til dette sted i New Zealand og på den måde spare en dag eller to og få det overstået hurtigere, mens alle fra New Zealand kunne tage til Skillebekk når de havde gjort noget de bittert fortrød, og gøre det ugjort der

Fortællingen er det eneste sted hvor ulydighed er en dyd.

Måske var guitaren også bare et middel, til at opnå noget andet, en omvej, og ikke et mål i sig selv. Men hvad var så selve målet?
Jeg vidste det ikke.
Nu ved jeg det.
Jeg ville være synlig.

for at opnå noget må man gøre noget helt andet, det meste i verden er midler, for eksempel karakterer, søvn, flaskepant, livsforsikringer, reflekser, levertran, høflighed og paraplyer, men det der er middel for den ene, er målet for den næste,

hvis jeg var heldig, havde mor været i mørkekammeret og fremkaldte mine øjne en stakket stund før de også forsvandt i drømmene.

jeg kunne mærke duften af denne døde blomst, en sær, omvendt parfume, og denne ældgamle musiker, afdanket og i stiveste puds, som end ikke lægger mærke til mig og heller ikke vil dukke op igen, det kan jeg love, men som bare passerer, overlegent og tilfældigt, med en blå blomst i knaphullet, er alligevel denne fortællings søm, han er den besværlige overgang, den forbindelse du ikke skal se, og jeg vil være en flittig skrædder der syr i stoffet med tråde af tid,

ulykker sker jo endda i hjemmet hvor nordmænd tilbringer det meste af livet, nemlig i hjemmet,

disse endeløse, litterære menuer der ligesom skal gøre portrætterne af unge, melankolske drenge i efterkrigstidens Oslo, Norge, mere troværdige, næringsrige og magre metaforer der skal fremhæve særtrækkene i denne epoke i vores historie, nemlig nøgternhed, sparsommelighed og nøjsomhed, dyder som for længst er latterliggjort og havnet i skrotbunken, og ikke mindst skal disse skildringer af bordets enkle glæder som familierne samler sig omkring på faste, ufravigelige tidspunkter, og som giver døgnet dets egen rytme og plan, kaste lys over husmødrenes kors: syv forskellige middage hver eneste uge, noget der krævede al deres opfindsomhed og tankekraft.

Burde de ikke hellere have været taknemmelige? For sorgen har ikke tilbagevirkende kraft. Det øjeblik de troede datteren levede, er stadig sandt.