En tid i helvede

lufthavnen. Regnen silede ned over pladsen, hvor Lear-flyet stod klar. Sarah kiggede ud ad vinduet inde i ventesalen. Hun havde en kop te i den ene hånd. Egan sad på en stol ved siden

Hvad indebærer det så?«
»At du aldrig kan opsøge det, der var engang. Jeg forsøgte det, og det gik ikke. Det eksisterede ikke mere.«
»Og du tror, det samme vil ske for mig?« spurgte Sarah

Ja. Vi passerer den nordlige spids – Point of Ayre. Og derefter sætter vi kursen direkte mod Ballycubbin.«
»Hvornår er vi fremme?«
»Ved nitiden, tror jeg. Måske lidt tidligere. Nu får vi se, hvordan

Alan Crowther lænede sig tilbage fra dataskærmen og rystede på hovedet. »Det er ikke så underligt, at han ikke kan røres. Han har forbindelser helt op på premierministerplan, og han bliver støttet af Orange-logen og politiet i Ulster.«

Klokken var lidt over ti, da Lear-flyet rullede hen imod den store hangar efter landingen på Walsham-flyvepladsen. Grant åbnede døren, og Sarah gik ned ad trappen. Tony Villiers stod og ventede nedenfor på pladsen. Fergusons

Frasconis villa?«
Chaufføren drejede hovedet og sendte ham et forundret blik. »Er De en bekendt af don Salvatore, signor?«
»

Der var tre luftfotos af Barberas villa – alle taget på forholdsvis tæt hold. Den bestod af flere ældre bygninger, der bredte sig ned over en åben bakkeskråning, og den var omgivet af palmetræer og frodige subtropiske plantevækster. Rundt

Punta Raisi-lufthavnen. Sarah passerede de mange turister, der stod og ventede på deres bagage, og styrede direkte hen til paskontrolløren.
Manden undersøgte hendes pas og stemplede det. Han var

udenfor.
Egan spiste på en lille restaurant i nærheden af Piccadilly

Egan åbnede døren, og Villiers var lige ved at vælte ham omkuld for at komme indenfor. Han så meget vred ud. »Jeg har ledt efter Dem.«
Ferguson fulgte lige i hælene på ham. »Godmorgen, kære Egan,« sagde han med rungende stemme.
Villiers