De Hvide Mænd

blytung dyne over byen, kvæler både liv og tanker. Asfalten og betonbygningerne syder, solen er en falmet guldmønt på en død himmel. Verden koger, det har den gjort længe, og snart er al smagen kogt ud af den.

2
De sidder på sengen inde på hendes værelse. De hvide farver kigger på dem fra alle sider. Væggene er nøgne, møblerne er af gråt læderplast og ikke særlig komfortable. Men de er moderne. Det er hendes forældre, der har købt dem.
Det drypper fra Edwins næse, han ryster over hele kroppen.
»Hvad pokker lavede du ude i det uvejr?« spørger Lykke og rækker ham et håndklæde. Edwin tørrer ansigtet, forsøger at gnubbe lidt varme ind i de kolde kinder.
Jeg fór vild, tænker han.
»Jeg havde brug for at være lidt alene.« Han tager det våde overtøj af og tager den T-shirt på, hun har lagt til ham. Den er alt for lille, og det får hende til at grine. Han elsker hendes latter. Den smitter, får også ham til at le, og det går pludselig op for ham, at det er lang tid siden, han sidst har leet. Efterhånden som man bliver ældre, bliver der mindre at grine af. En bitter erfaring, når man kun er 21.
»Kunne du ikke have været lidt alene inde på dit værelse? Hvad nu, hvis du bliver syg?«
Han rynker panden. Den tanke var slet ikke faldet ham ind. Han har aldrig været syg. Kun en smule forkølet nu og da, men aldrig syg. Gad vide, hvordan det føles? Han tænker på, hvordan han frøs, da han så De Hvide Mænd køre forbi, og forestiller sig, at det må være noget i den stil.
»Det er også rigtigt, mor, undskyld.« Han kigger på hende med bedende hundeøjne, og hun kaster en pude i hovedet på ham.
»Pas du bare på, ellers kan du også få lov til at tage et

Du er nøjagtig, hvad dette samfund behøver.

Den sætning. Det hele var startet med den sætning. Men hvor kommer den fra? Og hvorfor bliver han ved med at høre den?

r en sen aften midt i maj, og fra den mørke himmel siler en stille regn, der samles i store pytter på de mennesketomme gader. Det er, som om selve byen græder.
Han trasker hen ad fortovene, lader sig ikke mærke med regnen, der gennemvæder hans tøj og driver ned over hans ansigt. Men han er begyndt at småfryse. Han har gået i lang tid, bare spadseret formålsløst rundt på må og få. Skal der altid være et formål, en mening med de ting, man foretager sig?
Ja. For det befaler livet med sin meningsløshed. De formål, mennesket selv skaber, kompenserer for det formål, det mangler; tilværelsens formål.
Dette er hans tanker, mens han går gennem regnen.
Alligevel ved han ikke, hvorfor han er gået ud i uvejret. Det formål mangler. Han havde bare lyst til at være alene med sine tanker, og hvor i verden kan

Edwin Georg Normann. 21 år. 1 meter og 92 centimeter høj. 91½ kilogram. Blond. Blå øjne. Nybarberet. Muskuløs. Frisuren en smule ødelagt af regnen

eller var blevet kørt ned.
Han havde fortalt dem det ved middagsbordet under aftensmaden. Langsomt havde han hevet sedlen op af lommen og lagt den mellem dem. »Jeg har fået mine årskarakterer,« havde han stille forkyndt.
Nyheden fødte forventningsfulde smil på deres læber, det var en glædelig dag. Det plejede det jo at være.

Bilen passerer ham, og han får et kort glimt af mændene, der sidder i den. Logoet på bilens side stirrer på ham som et ondt øje. En sort cirkel med en lysende hvid firtakket stjerne i midten. DHMK står der under cirklen. Kuldegysninger snor sig langs hans rygrad.

De røde baglygter fortoner sig i mørket som dæmonøjne. Den arrige knurren drukner i regnen.

Jeg sagde det, og jeg siger det igen: Tag dig sammen, Edwin, ellers …
Ellers kommer De Hvide Mænd. Det var ikke nødvendigt med flere ord.

ligger lige på det tilladte 9,6. På dumpegrænsen

I tre lange timer følger han efter ham. Manden synes bare at vandre omkring på må og få, han går, hvor vejen fører ham. Nogle gange stopper han op, kigger sig udmattet omkring, misser op mod den hvid-gule sol, der får verden til at flimre. Græder han? Edwin er ikke helt sikker. Så går manden videre, drejer lidt til højre, lidt til venstre, går lidt i cirkler, kommer ud på hovedgaden, drejer ned ad smalle gyder og øde villaveje, videre, videre, videre, frem og tilbage, rundt og rundt. Han har intet mål.
I tre timer vakler manden gennem byen uden at vide, at han bliver forfulgt. Edwin holder sig på god afstand af ham uden at miste ham af syne. Men Edwin kunne lige så vel gå lige bag ham og puste ham i nakken, manden ville stadig ikke opdage ham. For de flakkende øjne ser intet andet end himlen og jorden og de mange tanker, der fylder det gamle, trætte kranie.
Til sidst standser manden foran en stor villa, der er bygget efter nøjagtig samme skabelon som de øvrige huse på vejen. Han åbner havelågen, hvis hængsler trænger til at blive smurt, går gennem plastichaven op til hoveddøren. Den er ikke låst, og manden forsvinder ind i huset, smækker døren bag sig.
Edwin venter lidt. Går så hen til postkassen, der er proppet med reklamer og uåbnede breve. VICTOR WIDEN, GYLDENHAVE 36, står der på det lille display.
Han står et øjeblik og betragter huset. Gardinerne er trukket for, der er ikke lys i nogen af vinduerne.
* * *
Tilbage i træningscenteret øver Edwin sine kast i to timer, mens solen langsomt synker ned bag skyskraberne og fylder gaderne med mørke. Stort set alle kastene er fuldtræffere, hans spil er flydende.
I morgen, Edwin. Den store kamp.
»Den helt store,« hvisker han, da han går forbi hal 27, hvor Henry stadig pletter simulatordukkerne med sit næseblod.
Den nat drømmer han om den gamle mand. Manden sidder alene oppe på tribunen, der hæver sig højt over stadion bag skolen. Alle de andre tilskuerpladser er tomme, han er en sort plet blandt hvide plasticstole. Nede på plænen har Edwin tilkæmpet sig bolden. Om to dage skal jeg pensioneres! råber manden, mens Edwin prøver at løbe fra de sorte skygger, der er hans modstandere. Det lykkes næsten. Om to dage!