«Jeg kigger op ad papiret og ser ordet Danmark. Måske er det ikke tilfældigt, at jeg har skrevet navnet på mit land, mit fædreland (jeg skriver det så ordet bølger op og ned), gamle Danmark. Måske er det det, jeg gerne ville skrive om til Gerda og ikke kan forstå, fordi hun måske ikke ville fatte, hvad jeg mente. Men hvorfor ikke? Hvorfor sidder jeg og undervurderer Gerda, som jeg synes forstår det hele? Hun er sgu da netop for mig Danmark. Der lyder komisk: Gerda, Danmark. Men hun børster sit hår hundrede gange hver morgen og hver aften, og hun er blond og lugter af . . . havskum.»
