Psykologiske typer

værdiniveau, det har sekundær betydning, ja, det står undertiden blot som det ydre, objektive tegn på et subjektivt indhold, nærmest som legemliggørelsen af en idé, og det er ideen, der er det vigtigste; eller det er genstand for en følelse, men det er oplevelsen af følelsen, der er hovedsagen, og ikke objektet i dets virkelige individualitet. Det ekstraverterede standpunkt derimod underordner subjektet under objektet, hvorved det er objektet, der får den højeste værdi. Subjektet har altid sekundær betydning; den subjektive proces optræder undertiden blot som et forstyrrende og overflødigt vedhæng til de objektive hændelser. Det er klart, at man må anlægge to helt forskellige synsvinkler på den psykologi, som fremstår af disse

k fra objektet, som om subjektet er den magnet, som vil trække objektet hen til sig.
Det er ikke let at karakterisere denne diametralt modsatte måde at forholde sig til objektet på letfatteligt og klart, og man risikerer let at komme frem til helt paradokse formuleringer, der skaber mere forvirring end klarhed. Helt generelt kunne man betegne det introverterede standpunkt som det, der under alle omstændigheder søger at give Jeget og den subjektive psykologiske proces en plads oven over objektet og den objektive proces eller dog i det mindste at hævde subjektet over for objektet. Denne indstilling vurderer derfor subjektet højere end objektet. I overensstemmelse dermed står objektet altid på et lavere

jektets tendenser, objektet tiltrækker dem og betinger i vidt omfang subjektet, ja, det gør ligefrem subjektet fremmed for sig selv og forandrer dets egenskaber så meget i tillempningen til objektet, at man kan sige, at objektet er af største og i sidste instans af udslaggivende betydning for subjektet, som om det i en vis forstand er en absolut bestemmelse og en særlig mening med liv og skæbne, at subjektet helt overgiver sig til objektet. I det sidste tilfælde derimod er og bliver subjektet centrum for alle interesser. Man kan sige, at det ser ud, som om al livsenergi til syvende og sidst søger subjektet og derfor hele tiden forhindrer, at objektet får en så at sige overmægtig indflydelse. Det ser ud, som om energien flyder

e navne og begreber, som introversions- og ekstraversionsmekanismen betegnes med, er temmelig forskellige og altid tilpasset den individuelle iagttagers standpunkt. Trods de forskellige formuleringer springer det gang på gang i øjnene, at der er noget fælles i grundopfattelsen, nemlig at interessen i det ene tilfælde bevæger sig hen mod objektet og i det andet tilfælde væk fra objektet hen mod subjektet og dettes egne psykologiske processer. I det første tilfælde virker objektet som en magnet på

af klarhedsgrunde endnu en gang at gentage det: alle funktioners produkter kan være bevidste; vi taler imidlertid kun om bevidstheden af en funktion, når ikke blot udøvelsen af den står til viljens disposition, men når også dens princip er normativt for bevidsthedens orientering. Det sidstnævnte er tilfældet når f.eks. tænkningen ikke blot er en bagefter haltende overvejelse eller rumineren, men når dens konklusion har absolut gyldighed, således at den logiske slutning – uden nogen anden form for evidens – i givet fald gælder både som motiv og som garanti for den praktiske handlen.

Den rent intuitive, som fortrænger den rationelle dom, eller som kun besidder en sådan på perceptionens betingelser, når i grunden aldrig til dette spørgsmål, for hans spørgsmål består kun i perceptionens hvordan.