Spirit Animals 7: Evigtræet

Rollan gav Meilin et puf i siden med albuen. Han grinede skævt til hende. ”Jeg tør vædde på, at jeg kommer først hjem til Grønnehavn.”
Meilin løftede fornøjet det ene øjenbryn. ”Nå, så det tror du?”
”Hallo, du har været væk temmelig længe, og jeg har trænet. Jeg siger det bare.”
Meilin grinede. ”Så giv os en demonstration.”
Rollan gjorde et kast med nakken for at få håret væk fra øjnene. Så piskede han uden varsel hen ad stranden.
”Hey!” udbrød Meilin. ”Uden at sige til? Ikke noget med ’klar, parat’?” Hun satte efter ham. Conor og Abeke luntede efter dem og var lutter smil over de to andres pjankede humør.

”Det er ikke til at tro, at du alligevel endte med at blive grønkåbe,” sagde Meilin, der gik ved siden af ham. Hun sendte ham et hurtigt smil.
”Nej, vel?” svarede Rollan. ”Grønt står bare ikke godt til mine øjne.”

Meilin gav ham et kærligt knytnæveslag på armen. Rollan lo, slog armene om hende igen og knugede hende ind til sig. Hun gengældte hans omfavnelse. Der faldt en sten fra Rollans hjerte, og for en stund glemte han alt det, de stadig manglede at udrette. Øjeblikket var perfekt, i det mindste så længe det varede.
Han trak hovedet til sig og gav hende et kys midt på munden.

”Jeg kan næsten ikke fatte, at du er tilbage hos os,” udbrød Rollan, da Meilin endelig holdt op med at le. Han løftede et øjenbryn og så skælmsk på hende. ”Jeg har virkelig savnet at drille dig.”

Rollan løftede et øjenbryn. ”Du kunne godt … du ved … have sagt det til nogen. Jeg ville med glæde have stået uden for din dør og givet dig et gok i nødden, hver gang du forsøgte at komme ud.”
”Rollan har ret,” sagde Olvan

Mine helt ekstraordinært skarpe sanser,” sagde Rollan, ”fortæller mig, at folk her på stedet … muligvis… ikke bryder sig om os. Men jeg er ikke helt sikker.

Meilin var den første, de så. Hun havde en lygte i hånden og Jhi ved sin side. Bag sig havde hun en hel deling erobrere. Hun stirrede på dem med et forpint blik.
”Fundet,” sagde hun.