Pesten

Men der findes byer og lande, hvor folk indimellem har en fornemmelse af, at der også er noget andet. Det plejer ikke at ændre deres liv. Men de har i det mindste haft den fornemmelse, og det er altid noget. I forhold hertil er Oran tilsyneladende en by uden nogen fornemmelser, det vil sige en helt igennem moderne by. Det er derfor ikke nødvendigt at give en nøjere beskrivelse af, hvordan man elsker hinanden hos os. Enten kaster mænd og kvinder sig grådigt over hinanden i det, der kaldes kærlighedsakten, eller også bevæger de sig ud i en lang vane for to. Der er som regel ingen mellemvej. Hvilket heller ikke er særlig originalt. I Oran er man, af mangel på tid og eftertanke, nødt til at elske hinanden uden at vide det.

Intet er formodentlig mere naturligt i vore dage end at se mennesker arbejde fra morgen til aften og derefter vælge at spilde den tid, de har tilbage at leve i, med kortspil, på cafeen og med at snakke.

Da Tarrou havde udtrykt sin undren over det indelukkede liv, han levede, havde han forklaret ham noget om, at ifølge religionen var den første del af et menneskes liv en opstigning og den anden del en nedstigning, at mennesket ikke var herre over sit liv under nedstigningen, at det kunne blive revet fra ham når som helst, at han altså ikke kunne gøre noget ved det, og at det derfor netop var bedst ikke at gøre noget. Han var åbenbart ikke bange for at sige sig selv imod, for lidt efter havde han sagt til Tarrou, at Gud bestemt ikke var til, for hvis han var, ville præsterne være overflødige

Når andre, som Rieux så sidde på dørtrinet i det faldende lys i en heftig omfavnelse og med henførte blikke, havde opnået det, de ville, så var det, fordi de havde ønsket det eneste, der afhang af dem selv. Og da Rieux drejede ned ad den gade, hvor Grand og Cottard boede, tænkte han, at det var i orden, hvis glæden i hvert fald en gang imellem belønnede dem, der havde nok i mennesket og dets fattige og frygtelige kærlighed.

Ja, for så vidt som menneskene gerne vil fremføre eksempler og modeller, som de kalder helte, og hvis der absolut skal være en i denne historie, så vil fortælleren netop foreslå denne ubetydelige og selvudslettende helt, som kun udmærkede sig ved en smule godhed i hjertet og et tilsyneladende latterligt ideal.

Hvis epidemien breder sig, vil moralen blive mere rummelig. Vi kommer til at opleve de milanesiske saturnalier på gravens rand.

Han var åbenbart ikke bange for at sige sig selv imod, for lidt efter havde han sagt til Tarrou, at Gud bestemt ikke var til, for hvis han var, ville præsterne være overflødige.

Over for doktor Rieux foreslog Rambert at placere mennesker med den slags fornuftsgrunde i kategorien formalister. Ved siden af dem kunne man finde de veltalende, som forsikrede spørgeren om, at alt det ikke kunne vare ved, og ikke manglede gode råd, når man bad dem om at tage stilling, men trøstede Rambert ved at fastslå, at der kun var tale om en øjeblikkelig ubehagelighed. Så var der de betydningsfulde, som bad deres gæst om en note med en redegørelse for hans tilfælde og oplyste, at de ville træffe afgørelse i sagen; de overfladiske, der foreslog ham boliganvisningen og gav ham adresser på billige pensionater; de metodiske, som lod ham udfylde en formular og bagefter anbragte den i et kartotek

Ja, for så vidt som menneskene gerne vil fremføre eksempler og modeller, som de kalder helte, og hvis der absolut skal være en i denne historie, så vil fortælleren netop foreslå denne ubetydelige og selvudslettende helt, som kun udmærkede sig ved en smule godhed i hjertet og et tilsyneladende latterligt ideal.

Der har været lige så mange tilfælde af pest i verden som krige. Alligevel er folk lige så uforberedte på pest som på krig. Doktor Rieux var uforberedt, ligesom vores medborgere var det, og det er sådan, man skal forstå hans tøven. Det er også sådan, man skal forstå, at han var delt mellem at være urolig og fortrøstningsfuld. Når der bryder en krig ud, siger folk: ”Den varer ikke længe, det er for dumt.” Og selvfølgelig er en krig for dum, men det forhindrer den ikke i at vare ved. Dumhed er altid stædig, det ville man kunne se, hvis man ikke altid tænkte på sig selv. Vores medborgere var i den henseende som alle andre mennesker, de tænkte på sig selv, de var altså humanister: De troede ikke på den slags plager.