Aldrig sige aldrig

Han var nu iklædt en tætsiddende, sort sweater, og da han trak ærmerne op, afslørede han rene hænder og slanke, stærke underarme. Hvis Mathias spiste med hver dag, så ville frokost herinde i hvert fald ikke tælle som alenetid ud fra selv den mest rummelige definition. Jeg måtte hellere smutte ned i byen og få købt ind, så jeg kunne klare mig selv oppe i lejligheden.

Jeg skulle lige til at kommentere det, da min far kom ind med Lady i hælene og satte sig. Hendes kløer klikkede hen over det slidte linoleum. En indehund. Sådan noget kunne slet ikke komme på tale, da jeg var barn, uanset hvor meget jeg plagede, men nu var det åbenbart helt okay. Hun luntede over og lagde sig i sin kurv.

“Hvordan går det med dig?” Mor så på mig.

Min hånd stoppede på vej over mod brødkurven. “Øh, mig?”

Hun nikkede med øjenbryn, der dannede et omvendt V i panden af bare bekymring.

Mathias trak en stol ud og satte sig, mens han interesseret fulgte med.

“Øh, fint nok, tror jeg.” Helt på toppen var jeg jo ikke, men jeg lå trods alt heller ikke krøllet sammen under dynen for at gemme mig. Jeg havde det okay, jeg håndterede det. “Altså, skal vi snakke om det lige nu?”

“Det er helt op til dig, skat.”

“Jamen så tror jeg, vi gemmer den lidt. Men nu ved vi i hvert fald, at bryllup ikke er noget for mig.”

“Det skal du ikke være så sikker på,” indskød min far.

“Måske var han bare ikke den rigtige for dig,” tilføjede min mor.

De nægtede åbenbart at lade mig lukke emnet med en lille henkastet kommentar. Både Alicia og Mathias så ud, som om de kæmpede for ikke at komme til at grine.

“Jeg tror faktisk mest, det var mig,” sagde jeg. Selvfølgelig heller ikke sådan et emne, man lige kom rundt om på to sætninger, og det var vel fair nok, at de havde tænkt over det. “Måske var jeg bare ikke den rigtige for mig selv, eller jeg er i hvert fald ikke det rigtige sted i mit liv. Jeg tror, man skal være hel, før man kan dele sit liv med en anden.”

“Hvis man venter på, at alt skal være helt perfekt, så ender man med at blive stående på perronen.” Tilfreds med sit udsagn læssede far lige en ekstra gang æggesalat over på tallerkenen.

Jeg så bønfaldende på Alicia, men det blev Mathias, som kom mig til hjælp.

Her fandt jeg en gratis guidet gåtur, som jeg kunne sætte i ørerne og høre om de ting, jeg gik forbi. Der var flere at vælge imellem, men jeg snuppede en, der handlede om alle de skjulte dyr i byen.

Gåturen var spændende og overraskende. Jeg blev ledt ned ad gågaden, som jeg havde set utallige gange, og fik udpeget mærkelige granitdyr med hver sin fascinerende historie, gemt oppe på gesimser og udhæng, som jeg aldrig havde lagt mærke til.

I mit hoved hvirvlede heste, halmballer og regnskaber rundt. Og Mathias.

det sitrede i næsen.

Herinde i parken lagde jeg mærke til, at det var stjerneklart, fordi byens lys ikke var så overvældende. Stadig en bleg version i forhold til, hvor mange stjerner man kunne se ude på landet. Flot var det, men jeg havde aldrig helt fattet, hvordan nogle mennesker kunne gå så meget op i den slags. De hang bare deroppe og var pæne, men helt uden for rækkevidde.

På