Læsesteder

Poesi er jo for fanden ikke sækkevæddeløb,

Vanessa Places Statement of Facts.

det er svært at forklare den følelse af modtagelighed jeg følte jeg havde, det er vel ikke mindst dét der gør indtryk på os, når vi læser noget der gør indtryk på os; at vi faktisk er i stand til at tage imod det der står, at tage det ind.

Jeg havde hele tiden en slags dårlig samvittighed over ikke at læse nok, ikke at skrive nok, ikke at gøre nok ved det, hvordan skulle det nogensinde blive til noget.

Euforien over at få øje på en bog, at have lyst til at læse den, købe den, og få timer senere – at være i gang. Læsningen som et sjældent rent privilegium.

DA JEG AFLEVEREDE mit speciale på Københavns Universitet, gjorde jeg det fysisk; jeg tog fra Sønderho på Fanø, ud til Njalsgade på Amager, til Karen Blixensvej, et par trapper op og så afleverede jeg og så fik jeg et bolche og så tog jeg til Berlin, direkte, for at fejre det. Ingenting at skulle, at være færdig med noget og verden der lå åben, mig, der kunne gøre lige hvad jeg ville.

Der findes også en glæde ved bøger man ikke har læst, en slags omvendt postmemory måske, ikke mindst fordi litteraturen konkret igennem handling og navne knytter sig til steder og stederne minder om bøgerne, uanset om man har læst dem eller ej.

Jeg var taget til Hald Hovedgaard ved Viborg for at skrive intensivt på min ph.d.-afhandling. Den afhandling … Det var en svær tid, men jeg vil ikke skrive mere om det, for det er det stadig, den er endnu ikke afleveret, og jeg svæver konstant et sted mellem en slags storhedsvanvid og et uhyggeligt mindreværd i forhold til det arbejde, den afhandling. Sådan som det også er at skrive alt muligt andet.