Min barndom i Grønland

en flue nærmede sig, hvor havet var noget man åbenbart kunne bade i, hvor solen var varm, hvor man kunne gå rundt med bare arme og ben, uden sko, uden kamikker, hvor spiselige ting groede på træer og planter, hvor jordbær var en realitet, hvor mælk var flydende og kom ud af en karton, hvor familie ikke kun var far og mor. Jeg husker sommerferierne meget tydeligt, og tydeligere end min hverdag i Grønland, fordi Danmark var det eksotiske.

Selv har jeg aldrig vænnet mig til at stole på folks hunde, uanset hvor i verden jeg er. De har alle sammen frygtelig mange tænder

en frygteligt skræmmende vinter

Jeg har aldrig været i Aasiaat siden. Da jeg blev ældre forstod jeg hvad kolonisering betyder. Jeg forstod at jeg ikke havde krav på mit fødeland. Jeg forstod at det ikke var mit land. Og det havde jeg det ikke svært med. Det har jeg det ikke svært med. Det var Danmarks kolonisering af Grønland jeg havde det svært med. Jeg kunne ikke holde ud at skulle rejse tilbage som turist, men jeg forstod godt at jeg var turist. Jeg forstod godt danskerhadet i 1980’erne. Så jeg blev i København.

Det var et stort og vanskeligt skift for

eg husker hvordan det var at ligge i sengen om aftenen og lytte til hundene der hylede i kor som ulve. Lyden kom alle steder fra. Det ene spand svarede det andet.

år senere måtte vi med stor smerte og blødende hjerte vende tilbage til Danmark.

klassisk lyd af uhygge, ensomhed og fremmedhed; den stigende og faldende klage, de vilde dyrs uforståelige vildskab, det store, tomme verdensrum.

vi kan slet ikke påberåbe os det grønlandske som identitet eller forklaring på vores følelser, synspunkter eller opførsel; Grønland er ikke vores og har aldrig været det. Selv om de grundlæggende ting, vi ved om verden, alle sammen er kommet til os under grønlandske betingelser. Man kan ikke se det på os.

r mig selv og de fleste af de mennesker, jeg har mødt, der ligesom jeg er opvokset i Grønland, er det faktisk noget helt andet end bare kærlighed, der er tale om. Grønland har mærket os som en tatovering, der aldrig kan fjernes, eller måske snarere sat sig i os som hemmeligt arvæv.

man taler om at have Grønland i hjertet, hører nogle mennesker det nok som et udsagn om, at man elsker Grønland. Det næste bliver de uundgåelige og fuldkommen sandfærdige udbrud om, hvor helt, helt utrolig smukt der er i Grønland. Dernæst – og lige så sandfærdigt – hvor venlige og lattermilde menneskene er i Kalaallit Nunaat, Menneskenes Land. Men der er meget andet at sige.