Nej nej og atter nej

Det er svært at vide når du siger vi.
– Og ved du hvad? Det her med at ønske sig kræft ... i virkeligheden tror jeg at vi alle sammen længes efter katastrofen. En flodbølge der skyller alt til havs; inderst inde længes vi alle sammen efter sådan en bølge, lige til den dag hvor den virkelig kommer. Vi længes efter at være nødt til at klamre os fast, vi længes efter at der skal ske noget der kan bryde monotonien og få os til at sætte mere pris på selvsamme monotoni, vi længes efter noget der kan få os til for helvede at tage os sammen. Ikke fordi jeg ønsker mig en katastrofe, men fordi jeg ønsker at der skal være noget på spil, at jeg kan få brugt mine kræfter, få vist hvem jeg er. En kraft udefra, en trussel.

Hvad hvis det forholder sig sådan at tingene ikke sker med os, men vi sker med dem? tænkte hun mens hun tog brusebad. Hvad hvis det forholder sig sådan at man bliver født med et mønster som man hele tiden forsøger at bekræfte, og i den forbindelse vælger vi blandt tingene omkring os på samme måde som når vi står over for det store kolde bord og bare forsyner os med det vi har lyst til, og på den måde skaber vi den virkelighed som vi allerede har indeni. Vi kommer til verden med en allerede eksisterende idé og bruger hele livet på at virkeliggøre den.

Men det er alligevel den samme grød der kommer ud af dem, tænkte Ingrid som sad derinde i sig selv og grundede over at det kun var hende der var lige præcis hende, så alene om at være lige præcis hende med sit unikke fingeraftryk og sin familiehistorie