Horatius

Jeg havde spist morgenmad hos Prinsen under Adams kyndige overvågning, og bagefter foreslog Prinsen, at vi gik over og spadserede i dansesalen.

Dronning Gertrud modtog mig igen i det lille mørke sidekabinet.

Der var en lille glemt løndør i den inderste fæstningsmur, som vendte ud mod nogle tilgroede stentrin, der førte videre til den smalle trappe ned til slottets anløbsbro.

Midt for spillepladsen var der sat to højryggede armstole frem til Claudius og dronningen, og i tilgift til stolene var der lagt nogle store hynder og puder ud til dem, der ville have det lidt mere mageligt.

Tit sendte han sin nye kammertjener, en firskåren mand med tyk hals og sprækkeformede øjne, ned i køkkenet efter noget koldt kød i skiver, brød, syltede kvæder eller pølse, og når tjeneren havde rettet an til to på det alt for store bord og stillet vinkanden og bægrene frem, sagde Prinsen: „Tak, du har fri, du kan gå nu,“ og tjeneren bukkede og forsvandt.

De få andre derinde var enten gamle bekendte eller meget unge, så ingen stillede spørgsmål.

Polonius,“ råbte Tiburtina nede fra køkkenets dyb.

Prinsen fandt ham underholdende og en smule trættende.

Prinsen kunne være rejst hjem i de måneder hvor universitetet holdt lukket, men han befandt sig godt hvor han var.