Pisselet at læse: Hallo?! Hvem slukkede lyset

I det samme hører han en trommen af klove mod den tørre jord. Støvet rejser sig i tætte skyer. Lennart kan ikke se en pind. Men maden vil han have. Om han så kan se den eller ej.

Lennart bliver også rørt. ”Tænk, at jeg skulle presse en giraf ud af mig,” hulker han stille. ”Bare min salige mor kunne se mig nu.”
Han presser igen. Nu ryger halsen også ud.
”Ja, bare min mor også kunne se mig nu,” lyder det fra røvgiraffen.
Og begge giraffer græder. De er overvældede af udmattelse og søde minder om deres mødre

Det er så smukt!” hulker giraffen mellem Lennarts baller. ”Jeg er som født på ny.”

”JEG VED DET!” råber giraffen i maven. ”PRES! PRES!”
Lennart presser, til han er helt blå i hovedet.
”Jeg kan se lys,” hyler det inde fra maven. ”Lys! Nu kommer jeg.”
Og i det samme lyder der et plop. Ud af røven på Lennart kommer et girafhoved.

anden giraf griner med. ”Ja, lad os nu ikk

Du har så evigt ret,” svarer giraffen i Lennarts hals. ”Lad os sammen få løst problemet. Bagefter kan jeg vise, at fejlen ikke ligger hos mig.”
”Godt,” siger Lennart. ”Nu går jeg baglæns. Hvis du gør det samme, så er den potte snart ude.”
”Glimrende forslag,” svarer giraffen inde fra mørket. ”Jeg tæller til tre.”
”En,” lyder det inden fra Lennarts hals. ”To, tre!”
Begge giraffer går baglæns. Men giraffens små, tykke horn river Lennart i spiserøret. Det gør nas!

Hæ, hæ, tænker Lennart. En frugt mindre til Johan! Han forsøger med besvær at sluge den tørre frugt.
Så lyder der et slags GULP. Som når man bruger en svupper på sit toilet. Lennart har en underlig fornemmelse i halsen. Som om han har slugt en toiletrulle. Han misser med øjnene.
Støvet har lagt sig. Lennart kan igen se verden omkring sig. Men hvad er det, han ser?! Akaciefrugten hænger stadigvæk lige for snuden af ham.
Men så får han øje på noget andet og endnu mærkeligere.
Ud ad hans mund stikker det nederste af en girafhals. For enden af girafhalsen sidder der en krop. Længere nede er der nogle girafben. Han får også øje på omridset af et girafhoved på sin hals. Et girafhoved, der sidder dybt nede i halsen på ham!
”Hallo! Hvem slukkede lyset?!” Girafhovedet snakker nede i Lennarts hals. ”Hallooo. Vær så venlig at tænde det igen!” fortsætter det.
”Undskyld, men ingen har slukket lyset. Du har stukket hovedet ned i min hals,” siger Lennart høfligt. ”Hvordan gjorde du det? Ville du have fat i min frugt?”
”Aha, det forklarer jo problemet,” svarer den anden giraf lige så høfligt. ”Det beklager jeg. Men det var da min frugt. Og du har vist slugt mit hoved.”
Lennart griner venligt. Den anden giraf griner med. ”Ja, lad os nu ikke stå her og mundhugges. Det ser meget klart ud fra min side. Jeg er før blevet snydt for en akacie-frugt. Det finder jeg mig ikke i igen,” svarer Lennart muntert. ”Men skal vi ikke hellere få problemet løst?”

vinkel.

Med et snuptag kan han køre frugten direkte ned i maven – uden at myrerne når at fatte noget som helst. Kun tre meter. Så er frugten hans! Lennart tager de sidste lange skridt. Han kan næsten allerede mærke frugtens tørre overflade med sin ru tunge. Han snuser ind for rigtig at nyde den liflige duft af bælgfrugt i næsen.
Men der er noget galt. Der lugter ikke kun af akaciefrugt. En anden lugt fylder luften … Er der også en hørm af … Hvad er det dog for en lugt? tænker Lennart … Kan det være rigtigt? Kan jeg virkelig lugte giraf?
I det samme hører han en trommen af klove mod den tørre jord. Støvet rejser sig i tætte skyer. Lennart kan ikke se en pind. Men maden vil han have. Om han så kan se den eller ej. Han spærrer munden op på vid gab og snapper ud i luften efter akaciefrugten. Der er den vist!

KAPITEL 3

Men hvorfor er de to giraffer blevet så sure på hinanden? tænker du. Eller det kan selvfølgelig godt være, at du ikke tænker det. Måske tænker du: ”Ligner alle giraffer ikke hinanden som tvillinger? Jeg kan i hvert fald ikke skelne den ene fra den anden.”
Men det skal du ikke tænke på nu. Det er lidt for indviklet at forklare. Lige nu handler det om, hvorfor Lennart og Johan er blevet gale på hinanden. Mad. Det skyldes ene og alene mad.
For ti år siden spiste Johan en kæmpeakaciefrugt lige for snuden af Lennart. Det har Lennart aldrig tilgivet ham. Giraffer er lidt overfølsomme, når det kommer til mad.
Og ja, nogle gange skal der ikke mere til. Nogle gange bliver dyr og mennesker skidesure på hinanden over småting. Og så kan de gå hver for sig i ti år og hade hinanden af hvert sit stædige girafhjerte.
Det er faktisk ærgerligt. Og spild af tid. I stedet kunne man have snakket om verden og kigget på solnedgange sammen. Man kunne have lyttet til vindens leg med buskene. Set den feje ind over savannen. Mærket vinden varme kroppen med sin tørre kraft og de små sandkorn prikke dejligt på kinderne.
Det er faktisk hyggeligst at være to om sådan nogle naturoplevelser.
”Jeg har den sgu!” råber Lennart højt for sig selv.
Han er kommet så tæt på den tørrede frugt. Og han føler sig sikker på, at han nok skal få fat i den.
Lennart har kun øje for frugten. Han åbner munden og strækker halsen. Han sænker samtidig hovedet ned i den helt rette vinkel.

Med et snuptag kan han køre frugten direkte ned i maven – uden at myrerne når at fatte noget som helst. Kun tre meter. Så er frugten hans! Lennart tager de sidste lange skridt. Han kan næsten allerede mærke frugtens tørre overflade med sin ru tunge. Han snuser ind for rigtig at nyde den liflige duft af bælgfrugt i næsen.
Men der er noget galt. Der lugter ikke kun af akaciefrugt. En anden lugt fylder luften … Er der også en hørm af … Hvad er det dog for en lugt? tænker Lennart … Kan det være rigtigt? Kan jeg virkelig lugte giraf?
I det samme hører han en trommen af klove mod den tørre jord. Støvet rejser sig i tætte skyer. Lennart kan ikke se en pind. Men maden vil han have. Om han så kan se den eller ej. Han spærrer munden op på vid gab og snapper ud i luften efter akaciefrugten. Der er den vist!

og mennesker skidesure på hinanden over småting. Og så kan de gå hver for sig i ti år og hade hinanden af hvert sit stædige girafhjerte.
Det er faktisk ærgerligt. Og spild af tid. I stedet kunne man have snakket om verden og kigget på solnedgange sammen. Man kunne have lyttet til vindens leg med buskene. Set den feje ind over savannen. Mærket vinden varme kroppen med sin tørre kraft og de små sandkorn prikke dejligt på kinderne.
Det er faktisk hyggeligst at være to om sådan nogle naturoplevelser.
”Jeg har den sgu!” råber Lennart højt for sig selv.
Han er kommet så tæt på den tørrede frugt. Og han føler sig sikker på, at han nok skal få fat i den.
Lennart har kun øje for frugten. Han åbner munden og strækker halsen. Han sænker samtidig hovedet ned i den helt rette vinkel.