Tæppet går op, og der har vi hr. Stangert og hans kone Bib, som begge i den kolde morgen har en fornemmelse af, at hverken de eller verden er til. Men det er de selvfølgelig, og mens lydene fra den vågnende by trænger ind til dem, bereder de sig på endnu en konfrontation med „virkeligheden“. Den venter i kulissen, grotesk eller gribende — alt efter behag — og personificeres i en reklame og marketing-specialist og hans tilsyneladende modpol, partisekretæren hr. Bram.
Begge har de et ærinde, som omfatter Stangert, og begge forsvarer de systemer, der griber afgørende ind — ikke kun i den sølle funktionærs liv, men i vort fælles.
Bagtæppet skifter, personer veksler, men da det går op for Stangert, at hans overordnede vil have ham til at omvende en narkoluder i ideologiens tjeneste, bliver hans uvirkelighedsfølelse til et håndgribeligt mareridt. Og en komedie.
Ligesom René Clair brugte commedia dell’arten på sin måde, bruger Klaus Rifbjerg den her på sin. I Pantomimekomedien kan alt ske, også folk som ikke tror de er andet end skeletter, bliver til rigtige mennesker.
