Hvor solen græder

Min rejsekammerat og fotograf, Betina Johnbeck, tog kameraet, mens jeg stak fødderne i skoene uden at binde snørebåndene

Min rejsekammerat og fotograf, Betina Johnbeck, tog kameraet, mens jeg stak fødderne i skoene uden at binde snørebåndene.

, da jeg besøgte dem på en bjergskråning ved grænsen til Tyrkiet. De havde slået et interimistisk

Vi talte på Skype eller over en skrattende telefonforbindelse, indtil der blev tavst i den anden ende. Pludselig loggede den ene eller anden ikke på længere, eller telefonnettet blev afbrudt.

undgik solen for at være så hvid som muligt. Nogle gange savnede hun sit gamle liv, da hun stod tidligt op, knappede den nystrøgne

Brandstationen bestod af en stor åben gård med garager og et hus under et større halvtag.

“Jeg forstår mig ikke på politik. Jeg ønsker bare, at der skal blive fred, og at vi ikke mister flere i krigen.”

Derfor undrede jeg mig over, at jeg aldrig i danske eller udenlandske medier havde set en psykolog tale om, hvad det ville sige at være flygtning eller vokse op under belejring og konstant bombardement uden fornødenheder eller adgang til lægehjælp.

Han var derefter fløjet til Antakiya i Tyrkiet, kørt mod grænsen på en traktor gennem en mudret mark forbi to tyrkiske soldater, sejlet over en å i en rund metalbalje, der havde samme form som en stor gryde, og var ankommet til den syriske bred.

“Alle endheder skal vide der hekse jakt på puk damgård for spionasje i syria,” stod der blandt andet.