Hva' så nu

Sammen med disse to alt for fantastiske chicks kigger jeg på et nyt hjem.

”Det er vel kræft.” ”Det er vel kræft!!!” udbrød jeg og kiggede hende direkte i øjnene og sagde ultrairriteret: ”Ingen patienter fortjener at møde dig.” Hun sagde intet, men holdt blikket uden et gran af fortrydelse.

Men fik fremstammet noget a la: ”Lægerne er meget meget dygtige på Riget.

Men vi endte altid med at tale positivt efter de mørke tanker – a la ”men fantastisk, det endte godt – godt, Riget reddede mig.”

At jeg havde underlige arbejdstider og var på diverse turnéer og af og til havde Effie med backstage, når jeg ikke kunne finde pasning – det kunne vi få til at fungere (endda på den mest fantastiske måde). Mange gange havde jeg haft en sovende Effie med i bilen pakket ind i dyne (og sikkerhedssele – det er jo ikke 1980’erne mere) på vej hjem fra et job. Det var måske lidt anderledes end den måde, funktionærer puttede deres børn på klokken 19.30 i en seng, men ikke desto mindre utrolig hyggeligt, og vigtigst af alt: Vi var sammen. Det kunne jeg ikke gøre fra et andet land. Et par dage efter fik jeg besked om, at jeg desværre ikke havde fået rollen. Så jeg behøvede ikke at overveje, hvordan jeg skulle kunne putte Effie, men jeg fik tanken: ”Så håber jeg ikke, den sitcom bliver en succes.” Større menneske er jeg åbenbart ikke.

At gennemgå et sygdomsforløb og kæmpe mod en potentielt dødelig sygdom ændrer ens liv markant. På alle områder.
Sådan oplevede jeg det i hvert fald, efter at jeg i to omgange havde været ramt af kræft. Det ændrede min personlighed. Jeg gik fra at være semi-træmand til 90 procent semi-kvindelig. Det ændrede også forholdet til min familie. Jeg har altid villet gøre alt for min datter, og jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg stadig ville gøre alt for hende – om muligt mere. Samtidig var jeg også begyndt at tænke: ”Men vil min kone og jeg også stadig gøre alt for hinanden?” Økonomisk gik jeg fra at være fornuftig finansiel kunstner til ufornuftig kunstner med ufornuftig finansiel sans. Altså ikke Grækenland-ufornuftig, mere a la Island. Havde jeg valgt Grækenland-modellen, ville man have set mig gå på pension, aldrig mere tjene en krone, da arbejdet var droppet til fordel for hver dag at kunne bage boller til min datter, gå i Tivoli og slutte af med svømmehal. Hver dag!