Historisk drama om den livfulde, egenrådige prinsesse Charlotte Frederikke, der var gift med prins Christian Frederik, den senere Christian VIII, men bedrog ham med sin sanglærer Édouard Dupuy og blev forvist til et liv i Horsens.
Carl Gandrup (1880–1936) var en dansk dramatiker og forfatter. Som ung begyndte han i typografilære, men sprang fra og valgte i stedet at læse til lærer på Blågård Seminarium. Som færdiguddannet underviste han blandt andet indsatte i Nyborg Statsfængsel.
Gandrup debuterede i 1905 med den lille komedie “Komplet uskydig”, der blev opført på teateret i Holbæk. Siden skrev han primært til teaterscenerne, men han er også forfatter til en række novellesamlinger og romaner.