«Det er afgjort ikke fashionabelt i disse tider at tale om standpunkter, endsige at have dem. I stedet skal man have fornemmelser for ‘det nære’ … At have en fornemmelse af misforholdet mellem det, der er, og det, der bør eller kunne være, forekommer dem latterligt.»
Dette synspunkt gør Elsa Gress op med i «Elysisk aften — at være kætter», og som hun også bemærker, er det ikke bare forbigående tendens, at man ikke må udtale sig kritisk eller i store vendinger. Det har altid været ildeset på den måde ‘at være kætter’, som hun kalder det.
Elsa Gress (1919–1988) debuterede dobbelt med essaybindet “Strejftog” (1945) og romanen “Mellemspil” (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som “polymedium” blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.
