Min kamp III

Hans raseri kom som en bølge, det drev gennem værelserne, slog mod mig, slog og slog og slog mod mig, og så trak det sig tilbage. Så kunne det være roligt i flere uger. Men det var alligevel ikke roligt, for det kunne lige så godt komme om to minutter som om to dage. Der var ingen advarsler på forhånd. Pludselig stod han der rasende. Om han slog eller ej, gjorde ikke nogen forskel, det var lige så slemt når han vred øret rundt eller klemte hårdt om armen eller slæbte mig et eller andet sted hen hvor jeg skulle se hvad jeg havde gjort, det var ikke smerten jeg var bange for, det var ham, hans stemme, hans ansigt, hans krop, det raseri der kom ud af den, det var jeg bange for, og den rædsel slap aldrig grebet, den sad i mig hver eneste dag i hele barndommen.

ans raseri kom som en bølge, det drev gennem værelserne, slog mod mig, slog og slog og slog mod mig, og så trak det sig tilbage. Så kunne det være roligt i flere uger. Men det var alligevel ikke roligt, for det kunne lige så godt komme om to minutter som om to dage. Der var ingen advarsler på forhånd. Pludselig stod han der rasende. Om han slog eller ej, gjorde ikke nogen forskel, det var lige så slemt når han vred øret rundt eller klemte hårdt om armen eller slæbte mig et eller andet sted hen hvor jeg skulle se hvad jeg havde gjort, det var ikke smerten jeg var bange for, det var ham, hans stemme, hans ansigt, hans krop, det raseri der kom ud af den, det var jeg bange for, og den rædsel slap aldrig grebet, den sad i mig hver eneste dag i hele barndommen.

Problemet er jo ikke så meget at verden sætter grænser for fantasien, som at fantasien sætter grænser for verden.

Hun var der ikke, og det var som om meningen havde fundet et hul i verden som den løb ud af.

Så snakkede de lidt mere, farmor lo og fortalte en eller anden historie, far mumlede noget. Han kaldte på os, vi spiste, han var anderledes end han plejede, nærmede og fjernede sig hele tiden. Nogle gange var han helt med i det farmor sagde, så trak han sig pludselig helt ud ved at kigge et andet sted hen eller rejse sig op for at ordne noget, og så kunne han se på hende igen og smile, komme med en kommentar som hun lo ad, og så kiggede han væk igen.

Med hver vores bunke i hånden gik vi ned og satte os i stuen, så ikke op før maden stod på bordet og farmor sagde værsgo.