Denne bog leverer hverken meget håb eller nemme løsninger på klimakrisen. Den forklarer i stedet, hvorfor der — trods megen snak og flotte målsætninger, affaldssortering og elbiler — stadig i dag udledes mere CO2 end nogensinde før.
Det helt korte svar er, at der ikke tages politisk ansvar for klimakrisen. I stedet ligger opgaven hos borgere og virksomheder, selvom de på ingen måde kan kompensere for den manglende politiske håndtering. Hvad der klimapolitisk er brug for, er en vidensbaseret politisk regulering af forureningen af atmosfæren samt en retfærdig fordeling af brugsret og adgang til bæredygtige ressourcer. I det perspektiv er den største klimapolitiske udfordring ikke borgernes og virksomhedernes klimaadfærd, men derimod den manglende regulering af de få statsfinansierede fossile giganter, som får lov til at overforbruge og opbruge vores fælles naturs ressourcer.
Klimapolitisk forsker Theresa Scavenius leverer en analyse af, hvad det kræver at omdanne konkurrencestaten med dens fokus på økonomisk vækst til en klimastat. Det handler om en styrkelse af vores demokrati, et opgør med populisme og en langt større vægtning af en faglig og moralsk tilgang til politiske spørgsmål.
I Europa vil det for eksempel i stor udstrækning give mening at sige, at landbrugsindustrien er en statsdreven virksomhed, som er designet til at give folk i erhvervet en fornemmelse af, at de deltager som frie aktører på et frit marked
