Av, min guldtand

Den sidste dag, han var oppe på klinikken, fulgte jeg ham ud i venteværelset. Han lukkede døren ind til Juanita.

– Hun er smuk, sagde han.

– Ja, sagde jeg.

– Hvordan tror De, hun kommer til at se ud med tiden?

– Som hun gør nu! sagde jeg, – sådan har hun altid set ud. Hun er selvfølgelig blevet lidt større i det, men selve linierne er de samme som altid.

Næste dag kom der tredive røde roser op på klinikken.

– De har gjort indtryk på tre millioner kroner, Juanita! sagde jeg.

– Mjøh, sagde hun, men der var et lille glimt i hendes øjne.

Og søndag formiddag, da jeg sad på min vindfælde oppe i bakkerne, så jeg dem gå hånd i hånd ovre ad Videbæk til.

Der er én ting en tandlæge aldrig må gøre, sagde de, – han må aldrig slå sig ned i den lille by, hvor han er født og har levet sin barndom. Han kender nemlig alt for mange. Og der er et godt gammelt ord, der siger: At der ikke bør være penge mellem gamle venner.