Der var altid noget som var skævt i mit univers. Alting var forkert. Alt klingede
bare forkert. Dag efter dag blev jeg mere og mere skæv, ja jeg nærmest hældede ud til den ene side, når jeg stod med fødder plantet solidt ned i jorden. Som om jorden drejede alt for hurtig omkring mig, mens skyerne stod helt stille.
Himlen var blå, men hele mit univers var gråt. Farverne var forsvundet. Og ligeså var min barnlige iver og glæde. For min mor elskede mig ikke. Den erkendelse var rigtig hård at få serveret som barn. Det gjorde ufatteligt ondt i mit barnehjerte. For min mor pinte mig. Af en eller anden grund.
Jeg forstod ikke. Hvad havde jeg gjort hende, at hun pinte mig og hadede mig?
Det lille rumvæsen uden stjerner og Galaksen og sit lille rumskib til at guide
sig? For det lille vildfarne rumvæsen, det var mig …
