Blå, blå øjne

De sagde slet ikke noget til mig. Kun en så på mig. Så på mit ansigt, mener jeg. Jeg så lige tilbage på ham. Han slog øjnene ned og rødmede. Han vidste vel, vil jeg tro, at jeg måske ikke var nogen hest, der var ved at fole. Men de andre der. De vidste det ikke. De gik videre. Jeg havde set dem snakke med de hvide kvinder: “Hvordan har vi det så? Skal vi have tvillinger?” Bare drillerier, selvfølgelig, men pæn snak. Rar, venlig snak.

Den gamle var ved at lære de unge om babyer. Vise dem, hvordan de skulle gøre. Da han kom til mig, sagde han: ”Se, disse her kvinder får I ikke noget besvær med. De føder med det samme og uden smerte. Fuldstændig ligesom heste.”

Ved at sætte fysisk skønhed lig med dyd, ribbede hun sit sind for alt, lagde bånd på det og samlede selvforagt i massevis. Hun glemte lyst og ømhed, ganske enkelt. Hun betragtede kærlighed som egoistisk parring, og romantik som det åndelige mål. Det blev for hende en kilde, hvoraf hun øste de mest destruktive følelser, skuffede den, der elskede hende, og forsøgte at spærre den, hun elskede, inde ved at stække friheden på enhver måde.

Når hun mærker, at en spasme er ved at gribe ham, gør hun hurtige bevægelser med hofterne, borer neglene ind i ryggen på ham, trækker vejret dybt ind og foregiver, at hun får en orgasme. Hun spekulerer endnu en gang på, hvordan det ville være at få den fornemmelse,

Og så de ru håndklæder og det frygtelige og ydmygende fravær af snavs. Den irriterende, fantasiløse renlighed. Væk var blækpletterne fra ben og ansigt, væk var alt det, jeg havde skabt og samlet sammen i løbet af dagen, erstattet af gåsehud.

at opdage det smukke, det attråværdige, som var undgået mig, men åbenbart kun mig. Voksne, store piger, butikker, blade, aviser, vinduesskilte – hele verden var enige om, at en blåøjet, lyshåret, rosafarvet dukke var, hvad enhver lille pige elskede.

Når jeg tog den med i seng, strittede de hårde, stive lemmer imod mit kød – de koniske fingerspidser på de buttede hænder kradsede. Hvis jeg vendte mig i søvne, stødte det kolde hoved sammen med mit eget. Det var en højst ubekvem, åbenlyst aggressiv sovekammerat.

kvinde ved navn Ivy,

Denne nogen havde intet ansigt, ingen stemme, ingen lugt. Han var bare en Tilstedeværelse, en altfavnende ømhed med styrke og et løfte om hvile

Ada og Fowler Williams fandt et træhus med fem værelser til deres familie.