Alt det lys vi ikke ser

Under dagenes overflade kæmper drenge på en halv snes forskellige arenaer. Fire hundrede børn kravler langs æggen på en ragekniv.

Havet er alt! Det dækker de syv tiendedele af jordkloden ... Havet er bærer af en overnaturlig og ødsel eksistens; det er kun bevægelse og kærlighed; det er den levende uendelighed

Så spiller musikken, blid og stille, fuld af celloer i aften, og bliver afbrudt midt i en strofe.

Den ægte arier er lyshåret som Hitler, slank som Göring og høj som Goebbels ...”

Von Rumpel glæder sig over at vide at han er det eneste menneske i verden der har det privilegium at kunne smage den, inden den er borte for altid

“Kisten væltede, og hun gled hele vejen ned til næste etage. De var chokerede, men hun så fuldkommen upåvirket ud!”

han ryger så meget at det er som om han er ved at forvandle sig selv til aske

Marie-Laure kommer til at tænke på en linje fra Jules Verne: Videnskab, unge ven, skabes af fejltrin, men det er nyttige fejltrin fordi de ét efter ét fører til sandheden.

Det glæder Marie-Laure at høre smilet i hans stemme. Men under det kan hun høre hans tanker der flakser som fangede fugle. “Hvad skal det sige, Papa, at de besætter os?”
“Det betyder at de parkerer deres lastbiler på vores torv.”
“Skal vi så tale deres sprog?”
“Vi skal måske stille uret en time frem.”

Hvor ville han ønske at han havde øjne at se ultraviolet med, øjne at se infrarødt med, øjne der kunne se de radiobølger som myldrer over himlen i skumringstimen, skærer sig gennem husets mure.