Bitterfissen

Henne i skolen skændes jeg med min svensklærer. Han er pilskaldet, har fløjlsbukser som en rigtig kulturkurt og har svært ved at skjule, hvor hyggeligt alternativ han selv synes, at han er.

Hvad var der så med det ægteskab? Selv om man elskede sin mand, kom det uundgåelige år, hvor det at kneppe med ham blev lige så mildt som smøreost: mættende, fedende endda, men ikke noget vellystigt gys for smagsløgene, ikke noget bittersødt bid, ingen fare. Og man længtes efter en overmoden camembert, en sjælden gedeost: fyldig, cremet, djævelsk.

er en pludselig og klar indsigt, faktisk en ægte revolution, at hele det vanvittige, skrækkelig vidunderlige liv består af valg. Aldrig enkle, oftest pinefulde. Men alligevel: en række muligheder for at starte forfra.

Men så får jeg øje på et citat fra Joyce Carol Oates, som jeg har skrevet i min notesbog, hvor jeg tit læser det:
Sandheden er ønsketænkning: Vi vil tro. Det som vi vil tro, kalder vi sandhed. Og når kærligheden kommer ind i billedet, mister vi sandheden

vil aldrig mere foragte sure kvinder med smalle munde. Jeg vil aldrig sige “kælling” om nogen, for bag hver eneste kælling findes der en krænket kvinde.

det er netop det, der er udfordringen: At blive ved med at kæmpe for værdighed og retfærdighed. Bitterfissen er bare en konsekvent reaktion på et sygt system, en opfordring til aldrig at stille sig tilfreds med andet end total ligestilling.

Man behøver ikke at undskylde, at man vil eje sin egen sjæl.

Jeg har fuld frihed og fuldt ansvar for mit eget småtskårne, storslåede liv.

– Men det er præcis det, du siger nu, som jeg er bange for, siger jeg. Jeg vil nødig fornærme dig, men jeg vil bare ikke sidde på Tenerife om tredive år og fortryde mine valg! Jeg vil vælge det rigtige nu!
Mary ser alvorligt på mig.
– Ja, men du kan måske godt træffe det rigtige valg nu. Men hvis du vælger forkert, og vi er faktisk ret mange, som ikke er i stand til at vælge rigtigt hele tiden, så nytter det i hvert fald ikke noget at sidde her om tredive år og være bitter! Du er nødt til at lære at leve med, at du måske en gang imellem kommer til at vælge forkert.

– Er I lykkelige? spørger jeg.
Mary og John ser på hinanden og ler højlydt.
– Dear girl! siger Mary og prøver at forklare mig, at lykke er et relativt begreb, som man bliver nødt til at finde inde i sig selv.