Havet synger

Nu var det Lars, der skar grimasser. “De delte hende i to, og de skar alt udstyret af manden.” Lars pressede lårene sammen, da han sagde det.

“Fy føj da, det er det værste, jeg har hørt.” Kristiane holdt en pude op for munden. “Havde Fredrik ikke noget rart at fortælle?”

“Jo jo da, han fortalte, hvordan han fandt på at kalde skibet for Vitoria.”

Og Lars fortalte igen, vidt og bredt, stadig lige ivrigt, det var, som om han fortalte om noget, han selv havde oplevet.

“For omtrent tre hundrede år siden levede en portugisisk sømand, som påstod, at man kunne sejle rundt om Jorden, hvilket alle forstandige mennesker på den tid mente, var umuligt. Da portugiserne ikke ville høre på sømanden, gik han til spanierne. Han hed Fernao de Magalhaes. Spanierne kaldte ham Magellan, udnævnte ham til spansk admiral og gav ham fem skibe og ordre til at bevise sin påstand. Han fandt det, der kaldes Magellansundet, men mistede to af skibene der. Han nåede ud på det åbne hav på den anden side med tre skibe, og de blev de første skibe, som sejlede ud på Sydhavet. De havde været gennem et frygteligt uvejr, men det åbne hav, de kom ind i, var fuldstændig roligt, og Magellan kaldte havet for Stillehavet.

Magellan kom aldrig hjem, han blev dræbt på turen, men et af skibene nåede tilbage til Spanien. Det var Vitoria.”

“Ja, og sådan sad vi og snakkede og drak hele natten,” sagde Lars.