H.C. Andersens kendte børneeventyr er langt mere politiske, end vi almindeligvis hører. De klæder i bogstaveligste forstand magten af til skindet. Men gør det med et glimt i øjet. Ja, faktisk med øjne så store som Rundetårn.
Andersen var en sofistikeret stilist, der introducerede en helt ny fortællemåde i dansk litteratur, og den brugte han også til at rette en kritik mod kapitalismen, borgerskabet og det bestående. Således viser ”Store Claus og Lille Claus” kapitalismens grådighed i sin reneste form, maskeret i eventyrets humoristiske fortælling om den kloge, der narrer den mindre kloge: Mere vil have mere.
Det er som den skarpsindige observatør af ulighed, magtforhold og sociale skel i sin samtid, at Andersen opleves som vedkommende også i dag. Kritikken viser sig i brudflader, indre modsigelser og ikke mindst en helt bevidst dissonans, en mislyd, i eventyrene. Lytter man godt efter, kan man høre nattergalen synge om nationalt kompromis, fyrtøjet slå revolutionens gnister, den standhaftige tinsoldat skyde på borgerskabet og en vis ælling rappe om tidens lunefulde lykke.
