Mands Himmerig

Ogsaa de var Folk, der paa Tomandshaand nok kunde jamre over Forfaldet og den slette Presse, men ikke havde Mod til at lægge sig ud med et saa udbredt Blad som „Friheden“, der ved enhver Lejlighed beredvilligt udbasunerede deres Fortjenester for sine hundrede tusinde Læsere.

Med sine enogtyve Aar var hun den Gang kun et uerfarent Barn, der endnu ikke vidste, at Livet først blev rigtig alvorligt, ja indtil Fortvivlelse vanskeligt og gaadefuldt, naar man var kommen til at holde af en anden –

„Sig mig, Dr. Vadum – har det aldrig gyst i Dem ved at tænke paa, hvad det er for en Slags Personer, vi for Tiden regeres af? De læser ikke Aviser, siger De. Godt. Men saa meget véd De dog, at det gaar i rivende Fart til Helvede med os. Og i den Situation sidder Nationens Udkaarne henne i Rigsdagen som Prangere i en Krostue og rafler om Vælgerstemmer. Vi vanæres af en forløjet Presse, der i Stedet for at være Folkets uegennyttige Oplyser og Vejleder mer og mer bliver en fræk Spekulation i Mobbens usleste Instinkter, – en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale. Og nu spørger jeg Dem, Dr. Vadum, kan De virkelig sidde roligt og se paa den Jammer?“