I 1783 i en alder af blot 20 debuterede Jens Baggesen med en håndfuld lyriske digte i den årlige antologi «Nytårsgave». Digtene blev så godt modtaget af læserne, at han blev opfordret til at fortsætte sit digteriske virke. I begyndelsen af 1785 så Baggesens første soloværk lyset under titlen «Komiske fortællinger». Digtsamlingen behandler og fortolker en række litterære værker og gamle nordiske myter og rummer blandt andet en parodi på den romerske digter Ovid, en fortolkning af Eddamyten og en skildring af temaerne fra «Jeppe på bjerget» af bøndernes slavelignende stilling i samfundet og deres stræben efter frihed og frigørelse.
Jens Immanuel Baggesen (1764 — 1826) var en dansk digter. Hans højdepunkt som digter lå i den korte brydningsperiode mellem oplysningstidens afslutning og romantikkens fremvækst. Hans tidlige år begyndte med små komiske vers, og han blev af samtiden anset som håbløst umoderne. Som ilter ærke-klassicist kom han snart på fjendtlig fod med de kommende romantiske tendenser i den danske litteratur, anført af Oehlenschläger, med hvem Baggesen stredes om tronen i den danske poesi i begyndelsen af 1800-tallet. Striden blev kendt som Oehlenschläger-Baggesenfejden.
