Dydige digte

Sang over brændet

det jeg går forbi dig ind med
brænde.
Gærdet ser jeg gennem
ruden stadig lade året
gå forbi og udenom og
væk

gen og drømmer?
Du har åbnet
dørens ene halvdel, stukket
hodet ud og set med strenge
øjne ind i mine tanker.
Smiler så og siger, ovnen
længes.
Stryger glad min ryg, i-

mand med rare øjne, venter
på mig for at sige et par
gode ord til velkomst.
I dit
køkken venter du, ved ovnen
og komfuret, der skal spise
alt mit brænde.
Skal jeg vente længe,
før jeg får den smule brænde,

tier.
Skoven skriger ikke,
føler ikke, sover vel som
markerne og haven.
Huset
ved min venstre albu lever
og har varme vægge.
I min
stue sidder lyset som en

stå og lade årets tider
gå og komme, gå og komme
frem igen, før tanken er tænkt
færdig.
Langt derude
blir en lastbils lyd forlænget
til en blank og blålig murren,
stikker skoven som en kniv og
glider grådig ind i såret,

træer. Kun i min kålgård er der
grønne øer i sneen.
Kål i
eftermiddagssnesol, palme-
kål med skæve stammer og med
krøl i kronen.
Gærdet ud mod
marken står og tænker over
dagen. Over det at bare

ører savens lystne hvin i
træets favntag, lugter veddets
tørre blod og nyser.
Jorden
i min have er forsvundet
under sneen, sover eller
lever som en død et sted langt
borte.
Alt er hvidt og brune

Læres udenad og synges,

mens man saver
Står og saver brænde i min
abildgård, mit brede have-
bændel bagved huset.
Ser min
ånde ryge ud af munden,